MediaWatch

Årets vigtigste jobskifter i mediebranchen

2020 har budt på en lang række interessante jobskifter i det danske medielandskab. Få overblikket over de mest betydningsfulde og markante af slagsen her.

Mads Diness Jensen blev i løbet af året udpeget som ny økonomidirektør hos DR. | Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Det år, der snart er gået, har bl.a. sat rammerne for coronakrise, sexisme-debat og et amerikansk præsidentvalg, men der har også været plads til adskillige jobskifter på kryds og tværs af mediebranchen.

Her kommer et overblik over de mest markante af slagsen. Vi omtalte første halvårs jobskifter i artiklen her. De fleste af dem gentager vi på linjerne herunder og udvider med jobskifterne, som har markeret sig fra juli og fremefter.

Januar

Året begyndte med, at tidligere konstitueret chefredaktør på Berlingske og folketingskandidat for Venstre Anna Libak forlod politik for at blive udlandsredaktør hos sin tidligere arbejdsplads Weekendavisen.

Allerede et par uger senere kom en af halvårets helt store udskiftninger. Topchef i Aller Media Lars Matjeka forlod selskabet efter knap tre år på posten, efter bladhuset havde lukket 2018/2019 med et ganske utilfredsstillende resultat. Udgiverdirektør Charlotte Riparbelli blev konstitueret på posten.

Sidst på måneden sagde Aller Media farvel til tre direktører: Marketingdirektør Anthony Lim, salgsdirektør Jesper Lylloff og salgsdirektør i Aller Media Business, Ann Forup Helmich.

Ronnie Fridthjof stoppede som adm. direktør for Fridthjof Film for at være chef for Filmby Aarhus. Ny direktør for Fridthjof Film blev Toke Rude Trangbæk.

Hos Danske Bank hentede man ny pressechef hos Berlingske Business i skikkelse af virksomhedsredaktør Stefan Singh Kailay.

Anders Fuchs blev ny programredaktør på TV 2 med ansvar for at stille skarpt på realitygenren på flow-tv og streaming. Han kom fra en stilling som udviklingschef i produktionsselskabet Mastiff.

Christian Lindhardt skiftede DR ud med fagbladet Journalisten, hvor han tiltrådte som ansv. chefredaktør.

Mads Bredal stoppede med øjeblikkelig virkning efter mere end fem år som direktør for Dentsu Aegis i Danmark. Kommerciel direktør Ulrik Petersen trådte et skridt op ad stigen og overtog posten som adm. direktør.

Februar

DR hentede ny radiochef. Det blev Anette Kokholm, der tidligere var udgiverdirektør hos Aller Media.

Tidligere vært på Aftenshowet Mikkel Fønsskov fandt nyt job som redaktør hos Gyldendal, efter han forlod sin stilling hos DR i november sidste år.

Venstre skulle på jagt efter en ny kommunikationschef, efter Andreas Thyrring skiftede stillingen ud med jobbet som seniorrådgiver og medlem af ledelsen i public affairs- og kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting.

Anders Langballe, tidligere politisk redaktør hos TV 2, blev ny kommunikationschef hos Danske Handicaporganisationer.

Tidligere formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge tiltrådte som ny direktør for brancheorganisationen Danske Biografer.

Adm. direktør for mediebureaugruppen Dentsu Aegis Network i Norden og Central- og Østeuropa Lars Bo Jeppesen fik nyt job, men fortsatte i selskabets bestyrelse. Han fik efterfølgende nyt job som direktør i Parken Sport & Entertainment.

Socialdemokratiet hentede Mikkel Harboe ind som partiets nye pressechef. Han kom fra en stilling som kommunikationschef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Henrik Lisbjerg meldte ud, at han stoppede som adm. direktør og ansv. chefredaktør hos Landbrugsmedierne efter 24 års ansættelse.

Marts

I begyndelsen af måneden blev det offentliggjort, at Hanne Palmquist skulle være fiktionschef hos Endemol Shine Nordics. Hun kom fra et job som vicepræsident hos HBO Nordic med ansvar for originalt indhold i Norden.

To måneder efter udgiverdirektør i Aller Media, Charlotte Riparbelli, var blevet konstitueret på topchef-posten i bladhuset, blev "konstitueret" pillet af titlen, og Riparbelli tog det sidste skridt op ad forfremmelsesstigen i koncernen, hun har været en del af – med få års undtagelse – siden 1995.

Michael Jannerup blev en del af ledelsen hos Gyldendal med titel af kommunikationschef. Han var i forvejen ansat i forlagskoncernen.

Anette Rømer, Head of Acquisitions & Formats hos TV 2, meddelte, at hun til sommer ville forlade selskabet efter 32 års ansættelse. Ansvaret blev overtaget af Sune Roland, indholdschef for TV 2 Play og TV 2 Zulu. Tre måneder efter i august landede Anette Rømer et nyt job som formatkonsulent hos STV Production.

Medieureauet Mediacom ansatte Jesper S. Jørgensen som adm. direktør. Han kom fra et job som kommerciel direktør hos reklamebureauet Hjaltelin Stahl.

Sigga Nolsøe fratrådte sin stilling som pressechef i Finansministeriet. "Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel Socialdemokrat," skrev hun i en kommentar til Ritzau om sin afsked med ministeriet.

Mads Vesterby Damm tog over som ledende redaktionschef for nyhedsredaktionen i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter efter Christian Lindhardt, der tidligere på året skiftede til Journalisten.

Karen Bro forlod posten som chefredaktør for det internationale kvindemedie 5 Media. Det skyldtes manglende fælles fodslag med mediets investor om den redaktionelle strategi, fortalte hun.

Allan Visborg Andreasen blev ny kommunikations- og pressechef for Dansk Journalistforbund. Han kom fra et job som formandskonsulent hos Socialpædagogerne.

April

Hos DR meldte Irene Strøyer, der senest har haft titel af programchef hos DR, ud, at hun skifter til en stilling som strategisk chef og en del af ledelsen hos produktionsselskabet Drive Studios.

Besparelserne hos Berlingske Media betød blandt andet, at Maiken Wexø, der har været ansat hos B.T. siden 2018 som chef for underholdning og events, forlod koncernen.

Hos Sjællandske Medier stoppede Morten Werge Kallmayer, selskabets kommercielle direktør, i forlængelse af de besparelser og omlægninger, som selskabet meldte ud i begyndelsen af april.

Nordjyske Medier udnævnte ny salgsdirektør, Jeppe Kristensen, som fik det samlede ansvar for alle salgsaktiviteter rettet erhvervskunder. Han var konstitueret på posten siden november sidste år.

Jacob Mejlhede, tidligere dansk topchef i Nent Studios, blev indholdschef for den mellemøstlige tv-koncern MBC's streamingtjeneste Shahid.

Søren Langelund blev presse- og kommunikationschef i Finansministeriet. Han afløste Sigga Nolsøe, der som nævnt fratrådte i slutningen af februar. Søren Langelund kom fra en stilling som seniorrådgiver hos Ulveman og Børsting.

Casper Dall og Oliver Routhe Skov blev pressechef i hhv. Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet og Udenrigsministeriet. De kom begge fra DR, hvor de var hhv. redaktionschef for DR København og en del af udlandsredaktionen. Efterfølgende blev Peter Led Korsgaard ny redaktionschef hos DR København, som var redaktionsleder samme sted.

Maj

Jysk Fynske Medier skiftede ud i den redaktionelle ledelse af Helsingør Dagblad efter at have overtaget North Media Aviser, som huser dagbladet. Ny chefredaktør blev Peter Hagmund-Hansen, der afløste Dorthe Carlsen.

DR-kommunikationschef Lasse Bastkjær Hansen stoppede til fordel for et job som kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

Elisabeth Halmø blev en del af direktionen hos Bonnier Publications med titel af indholdsdirektør. Hun har senest haft et direktørjob hos tv-distributøren Canal Digital.

Radio4's første redaktionschef, Viktor Reddersen, fratrådte sin stilling efter otte måneder på posten. Ny mand på posten blev Mikkel Skovsgaard, der kom fra en stilling som redaktør på TV 2 Nyhederne.

Helle Thorning-Schmidt blev medformand i Facebooks nye tilsynsråd, der skal vurdere indhold på Facebook.

Aller Media udvidede direktionen fra fire til fem, efter direktør for digital transformation, Lars Kroløkke, blev en del af den øverste ledelse.

Direktør og medstifter af Zetland, Jakob Moll, fratrådte sin stilling. Afløseren blev Tav Klitgaard, som har været mediets digitale chef siden 2015.

Ny forlagsdirektør hos Dafolo Forlag blev Mette Boye, som kom fra en stilling som markedschef hos det Egmont-ejede undervisningsforlag Alinea.

Rettighedsorganisationen Gramex fik ny direktør i skikkelse af Anne Sophie Gersdorff Schrøder, som tog over efter John Kristensen.

Nordic Entertainment Groups (Nent) produktionsgren Nent Studios fik 1. september Alexander Bastin, der er hentet internt i Nent, som adm. direktør. Morten Mogensen blev direktør for den del af Nent Studios, som selskabet forsøger at afhænde.

Christian Friis Hansen blev chefredaktør for Landbrugsmedierne. Han kom fra en stilling som redaktør hos Jydskevestkysten.

Juni

Årets første sommermåned begyndte med, at Jens Jonatan Steen, Netavisen Pios chefredaktør, stoppede for at rykke ind i hjertet af Socialdemokratiet som leder af partiets udviklingsenhed på Christiansborg. Han blev afløst af Niels Jespersen.

Et andet af halvårets helt store ud- og indskiftninger fandt sted, da Ulf Lund meddelte sit exit fra tv-distributøren Boxer, hvor han hidtil har været adm. direktør. Hans afløser blev Erik Andersen, der kom fra stilling som kommerciel direktør samme sted.

Monday Media stiftede og blev majoritetsejer i selskabet Monday Scripted, der fik Anders Toft Andersen i spidsen som fiktionschef. Selskabet stiftede også Monday Live, der fik Søren Møller som kreativ direktør, producent og partner.

Rahul Yadav fik ansvaret for driften og udviklingen af TV 2's streamingtjeneste TV 2 Play som digital udviklingsdirektør.

Jacob Neiiendam stillede sig 1. august i spidsen for Det Danske Filminstituts internationale afdeling. Han kom fra et job som daglig leder og formand for Danmarks Film Akademi.

Allan Boye Thulstrup blev valgt til ny næstformand for Dansk Journalistforbund efter Jakob Ponsgaard, som trak sig i begyndelsen af juni.

Nicolai Würtz blev ny kreativ direktør for Nordisk Film TV. Han var forinden udviklingschef samme sted.

Rasmus Emborg blev udnævnt som international redaktør hos Watch Medier.

Dorthe Kandi, chefredaktør for Femina hos Aller Media, blev mediechef for mediehusets fagredaktion Aller Kvindeliv.

Simon Richard Nielsen blev udpeget som chefredaktør for Euroinvestor, som Berlingske Media står bag. Han kom fra et job som indsigtsredaktør hos FinansWatch, som er MediaWatchs søstermedie.

Uffe Tang meldte sit exit fra jobbet som nyhedsvært og politisk kommentator på TV 2 News. Han rykkede i stedet til den - billedligt talt - anden side af bordet med et job som seniorrådgiver hos Ulveman & Børsting.

Juli

Hos DR forlod Nikolas Lyhne-Knudsen direktionen, hvor han siden 2014 har haft ansvaret for økonomien, for at rykke til en stilling som adm. direktør for Danske Spil.

Tinne Hjersing Knudsen, der var vært på P1 Morgen, blev DR's korrespondent i Storbritannien.

Hos Dansk Industri fratrådte Marion Hannerup posten som kommunikationsdirektør.

Social- og Indenrigsministeriet fik ny pressechef i skikkelse af Morten Mærsk, der havde fungeret som pressechef for Peter Kofod (DF) i Europa-Parlamentet.

Kristoffer Meinert stoppede som pressechef for SAS i Danmark i forbindelse med en fyringsrunde efter et halvt år på posten.

Anne Kirstine Cramon blev fyret som pressechef i Liberal Alliance efter ni måneder på posten.

Tidligere studievært Jeppe Søe fik ny titel af ansv. chefredaktør for det digitale nyhedsmedie Min By News.

Produktionsselskabet Dokumentarkompagniet ansatte Camilla Emborg som redaktionschef.

En dansker i skikkelse af Christina Sulebakk blev ny general manager hos HBO Europa, hvor hun har været ansat i mere end otte år senest som executive vice president, marketing- og distributionschef.

Den danske og mangeårig topchef for den svenske mediekoncern Modern Times Group (MTG), Jørgen Madsen Lindemann, stoppede på posten, som han har haft siden 2012, og forlod selskabet efter en 26 år lang karriere i selskabet.

August

Karl Erik Stougaard forlod jobbet som chefredaktør hos Euroman for at blive ny ansv. chefredaktør for Nordjyske Medier.

Peter Nørrelund blev chef for ekspansion og sport hos Nent.

Henrik Qvortrup blev ny politisk redaktør hos B.T.

Karne Lykkebo blev adm. direktør for hele kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese. Hun havde hidtil posten direktør for bureauets danske del, som hun også beholdt.

Martin Montag blev adm. direktør for Dansk Psykologisk Forlag.

Thomas Buch-Andersen stoppede som kanalchef for P1 og blev i stedet vært på TV 2 News.

Jacob Houlind blev direktør for Banijays samlede aktiviteter i Norden, som er vokset med opkøbet af Endemol Shine. Han stod i forvejen i spidsen for Banijays nordiske forretning.

JP/Politikens Hus ansatte en særlig rådgiver i skikkelse af Peter Normann.

Eva Birgitte Bisgaard, kommerciel direktør hos Yousee, skiftede til et lignende job hos Maersk Tankers.

Peter Buhl, der hidtil har været en del af DR's Børn & Unge-afdeling, blev redaktør for Børneavisen.

Karsten Anker Petersen blev chef for public affairs hos kommunikationsbureauet Primetime.

Christian Wikander, der senest har været dramachef og adm. direktør hos det britiske produktionsselskab Twelve Town, blev ny chef for HBO Nordics egenproduktioner.

Casper Felt fratrådte sin stilling efter godt to år som først kommunikationschef, siden corporate communications manager, hos Discovery Networks i Danmark.

Adam August blev ny ​creative executive & ​head writer hos Drive Studios.

Tidligere kanalredaktør for P1, P2 og P8 Jazz, Susanna Arpi, rykkede til Sveriges Radio for at blive riksprogramchef i Malmø.

Joachim B. Olsen, tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance, begyndte i et job som politisk kommentator for Ekstra Bladet.

Lars Fredenslund Høgsberg stoppede efter 12 år i DR som underdirektør i DR Medier.

Isabella Hindkjær, digital chefredaktør for fagredaktionen Aller Kvindeliv, tiltrådte som ny chefredaktør for Femina.

Klaus Høeg-Hagensen stoppede som adm. direktør for Egmont Publishing i Danmark og Tyskland for at skifte til en stilling som adm. direktør for designvirksomheden Gubi.

September

Omlægningen hos Discovery Networks kostede den danske direktør, Christian Kemp, jobbet. Ny chef for den danske drift blev Kasper Kryger, der hidtil var salgsdirektør hos Discovery Networks i Danmark, ligesom han bliver salgsdirektør for Discovery i hele Norden.

Zetland hyrede Ida Ebbensgaard, der de seneste tre år har været udlandsredaktør hos Berlingske, som ny redaktionschef.

TV 2 oprustede sin eventafdeling med en ny chef. Det blev Kamilla Walsøe, der skiftede efter 11 år hos Nordisk Film TV.

Hos Politiken lagde man indlandsredaktionen om og opløste gravergruppen. Som led i den nye organisering oprettede man en ny hovedstadsredaktør. Det blev Jakob Hvide Beim, der hidtil havde været politisk reporter på avisen. Morten Frich, der har haft stillingen som souschef på indlandsredaktionen og herunder ansvaret for gravergruppen, blev forside- og indsatsredaktør. Peter Schøler blev ny souschef på indlandsredaktionen.

DR København ansatte ny redaktionsleder i skikkelse af Anders Ejbye-Ernst, der kom fra en stilling som journalist hos Dagens Medicin.

Efter mindre end et år hos Radio Loud forlod nyhedschef Linda Olsen sit job.

Louise Lykkegaard Hoppe blev ny direktør for rettighedsforeningen Filmret, efter at Anne Sophie Gersdorff Schrøder forlod posten i august for at blive direktør for Gramex.

Efter fem måneder fratrådte Dansk Journalistforbunds presse- og kommunikationschef, Allan Visborg Andreasen, sin stilling.

Sophie Bremer, tidligere journalist hos DR, blev ny presse- og kommunikationschef i Statsministeriet.

Niklas Hessel skiftede fra Weekendavisen til Information, hvor han blev redaktør for weekendtillægget Moderne Tider.

Splay One fik ny adm. direktør i skikkelse af Henrik Asmussen, der hidtil har været viceadm. direktør.

Mads Diness Jensen blev valgt til at tage over på posten som direktør for Økonomi, Teknologi og Medieproduktion hos DR.

Rasmus Mark Pedersen blev hyret til stillingen som podcastredaktør for Radio Loud.

Toke With Sørensen skiftede fra P3 til Radio Loud, hvor han blev ny kulturredaktør.

Christoffer Lund-Hansen blev erhvervsredaktør hos Altinget. Han kom fra et job som erhvervs- og ledelsesredaktør hos Computerworld.

Oktober

Julie Lungholt skiftede fra Skatteministeriets departement til DR Medier, hvor hun fik titel af underdirektør som afløser for Lars Fredenslund Høgsberg.

Nikita Hoffmann Andersen blev ny chefredaktør for Vi Unge.

Kristoffer Dahy Ernst blev ny chefredaktør for Euroman.

Rikke Crosby blev direktør for post-produktionsområdet hos Nordisk Film. Hun har hidtil været strategidirektør samme sted.

Josefine Kofoed fik stillingen som chef for presse og public affairs hos Norlys.

TV 2 udnævnte en ny chefredaktør for nyhedsindhold på TV 2 Play. Det blev Marie-Louise von Holstein, der hidtil havde stået i spidsen for TV 2 Echo.

Gyldendals mangeårige litterære direktør, Johannes Riis, fratrådte sin stilling for at gå på pension.

Hos TDC stoppede pressechef Peter Glüsing.

Esben Albertsen blev ny kommerciel direktør i Watch Medier efter mediehusets overtagelse af salgsbureauet Imedier.

Allan Hansen forlod posten som marketingdirektør hos Berlingske Media, som han har bestredet siden 2018.

Claus Wessel Krogh stoppede som chefredaktør hos Jyllands-Postens Lokalaviser. Morten Nystrup, der hidtil havde været redaktør for JP Aarhus, tog over på posten.

Hos Bonniers fagmedie Dagens Medicin blev der sagt farvel til adm. direktør. Søren Keller, der efter lidt mere end to år i sædet blev afløst af Rikke Esbjerg, der i forvejen var ansv. chefredaktør, men som fik begge kasketter.

Efter syv år hos TV 2 Sport stoppede Allan Hvid som redaktionschef for fodbold og esport.

Den tidligere pressechef i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard, fik nyt job som pressechef for brancheforeningen Danske Havne.

November

Nikolai Thyssen, der hidtil har været leder af nyheder og dr.dk, blev ny chef for P1.

Søren Klæstrup skifter fra ledende redaktionschef til sportsdirektør hos Discovery Networks. Han erstatter Christian Thye-Petersen, der bliver redaktør for JP Aarhus.

Lars Schmidt blev ny adm. direktør for Radio Loud. Anders Krab-Johansen, koncernchef for Berlingske Media, blev samtidig bestyrelsesformand, efter Berlingske Media købte 40 pct. af selskabet bag radiokanalen. Den hidtidige formand, Martin Larsen, fortsatte som næstformand.

Anne Scheel Nordestgaard Dyrehauge er udnævnt som ny direktør for mediertechklyngen Media City Odense, som bl.a. en række fynske medieselskaber står bag. Hun skifter fra en stilling som redaktionschef hos TV 2 Play.

Maria Gry Henriksen fik titel af salgs- og marketingdirektør hos Saxo.com.

Pia Glud Munksgaard stoppede som politisk redaktør hos Berlingske for at fremover blive en del af DR's EU-redaktion.

Egmont Publishing hentede Lars Bastholm til et job som kreativ chef for de tre bureauer Belong, Creative og Starfighters.

Avisen Danmark ansatte Jeppe Nybroe som redaktionschef.

Claus Jessen, der senest har været journalist på Ekstra Bladet, bliver i 2021 chefredaktør for Newsbreak.

Christian Stavik meddelte, at han efter seks år Berlingske Media, hvor han senest har været digital udviklingsdirektør, forlader sin stilling. Han skal fremover være teknologidirektør i norske Noroff.

Marianne Petersen blev ny annoncedirektør hos Medicinske Tidsskrifter.

Mikkel Hertz meldte, at han stopper som nyhedsdirektør på TV 2, så snart en afløser er fundet. Herefter vil han fortsætte hos TV 2 som journalistisk chefredaktør. Programdirektør Lotte Lindegaard får titel af indholdsdirektør og rykker ind i selskabets direktion.

Rikke Dal Støttrup gik fra at være redaktionschef til chefredaktør for Alt for damerne.

Niels Jespersen stoppede som adm. direktør for Benjamin Media, men fortsatte i Bonnier-koncernen som adm. direktør for Bonnier Publications International. Det skete i forlængelse af Bonnier Publications' og Benjamin Medias fusion.

Berlingske annoncerede, at mediet havde ansat TV 2's politiske analytiker Hans Redder som ny politisk redaktør. Kort tid efter meldte han dog selv ud, at han havde fortrudt og ville beholde jobbet hos tv-stationen.

Gutkind ansatte Tine Flyvholm som redaktionschef for børne- og ungeindhold. Hun kom fra et job som seniorredaktør for Gyldendal B&U.

Anne Sophia Hermansen stoppede som kulturredaktør på Berlingske for at fortsætte som fast kommentator og kulturhistoriker hos avisen. Nathalie Ostrynski, hidtidig souschef, blev konstitueret på posten.

Kasper Haugaard forlod Børsen og jobbet som digital udviklingschef. Han har været ansat hos erhvervsmediet i omkring syv år.

Jakob Illeborg blev international korrespondent for B.T.

Nanna Bernth forlod Bauer Media og posten som programchef, som radioselskabet besluttede at nedlægge. Det redaktionelle ansvar blev samlet under programdirektør Mikkel Westerkam, der på samme tid også blev udpeget som Bauers nye driftsdirektør.

Claes Theilgaard blev ny chefredaktør for Indblik.net.

December

Efter mindre end et år på posten som kommerciel direktør i Aller Media er Jesper Kramer stoppet i koncernen, og stillingen er nedlagt.

Hos Berlingske blev Birgitte Borup valgt som avisens nye udlandsredaktør. Hun skifter dermed fra stillingen som redaktør for international kultur på Berlingskes kulturredaktion.

I begyndelsen af november stoppede Søren Villemoes som debatredaktør hos Weekendavisen for at blive skrivende igen. Marta Sørensen, der både har været redaktør og journalist hos avisen, blev valgt til at tage over på posten.

Dansk Industris pressechef, Per Geckler Møller, skiftede til en stilling som direktør for Public Affairs og Kommunikation i Forsikring & Pension. Til at tage over på posten ansatte Dansk Industri Søren Langelund, der dermed forlod sin stilling som presse- og kommunikationschef hos Finansministeriet.

Gyldendal udpegede to nye forlagschefer til nonfiktion. Forlagschef for nonfiktion liv blev Mette Korsgaard, der hidtil har haft titel af redaktionschef for nonfiktion. Den anden nyudnævnte forlagschef er Michael Jannerup, der kommer til at stå i spidsen for nonfiktion kultur. Han har hidtil været kommunikationschef hos Gyldendal.

Borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard (S), trak sig fra posten til fordel for en direktørstilling i kommunikationsbureauet Advice. Dog blev de planer kort tid efter droppet efter en række kritiske artikler i Ekstra Bladet om borgmesterens køb af en attraktiv grund.

Fonden DBK, der er forlagenes centrale lager og distributionspunkt, fik ny adm. direktør i skikkelse af Gert Frost, der kom fra et job som adm. direktør hos Taxa 3x65.

Hos TV 2 stoppede tv-værten Jens Gaardbo. Fratrædelsen skyldtes "dårlig dømmekraft" i hans tid som nyhedschef i 1997-2003.

Tommy Zwicky, der tidligere bl.a. har været på DR-programmet Ultra Nyt og Børneavisen, forlod jobbet som kommunikationschef i Huaweis danske afdeling efter mindre end et halvt år på posten.

Hos Danske Spil oprettede man en ny stilling som kommunikations- og pressechef, som Søren Andersen fik lov til at indtage. Han havde forinden været tidligere fødevareminister Mogens Jensens særlige rådgiver.

Maria Addis bliver i 2021 finansdirektør for Watch Medier.

Peter Trads skifter fra Børsen og posten som nyhedschef til Zetland, hvor han får titel af politisk redaktør.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Radio Loud er snart no more, mens sportslisten skal genoplives, hvis det står til kulturministeren. Brancheorganisationer råbte vagt i gevær over nyt lovforslag om moms på rettigheder, en tv-status blev gjort op, og Frankfurt Bogmesse vendte tilbage i fysisk form. Alt det og meget mere i ugens overblik over slagets gang i mediebranchen. (Rettet)

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs