TV 2 henter ny programredaktør fra Mastiff til reality

Udviklingschef fra Mastiff bliver ny programredaktør på TV 2, hvor han skal stille skarpt på realitygenren på flow-tv og streaming.
Foto: TV 2 Danmark
Foto: TV 2 Danmark

TV 2 føjer nyt redaktørnavn med rødder i produktionsbranchen til programafdelingen. Det skriver tv-stationen i en pressemeddelelse.

Det sker, når Anders Fuchs i midten af februar støder til som ny programredaktør på hovedkanalen og TV 2 Fri. Anders Fuchs kommer fra en stilling som udviklingschef hos tv-produktionsselskabet Mastiff, hvor han været de seneste to år og spændt over faktaserier, reality og underholdning.

Han har tidligere gennem otte år været hos Nordisk Film TV indtil 2016 som udvikler og udviklingsproducent. Her har han bl.a. været med til at forme underholdningsshow "Alle mod 1", som er udviklet til DR1.

Hos TV 2 skal han være med til at udvikle realitygenren med TV 2-snit, hvilket skal være med til at "vitalisere" programfladen og TV 2 Play, skriver TV 2.

"Jeg er virkelig glad for, at Anders Fuchs vil være en del af det dygtige redaktørkorps på TV 2. Anders er en særdeles erfaren udvikler med et trænet øje for formater, der både har kant og noget på hjerte. Foruden at have en stor indsigt i danske og internationale formater er han en dygtig tv-håndværker med en meget imponerende værktøjskasse," siger Dorthe Thirstrup, der er kanalchef for TV 2 og TV 2 Fri.

Anders Fuchs tiltræder 17. februar og bliver i programafdelingen en del af ’Relationer- og livsstilsgruppen’ sammen med redaktørerne Stine Lundbak Ravn og Nicolai Hansson, skriver TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også