MediaWatch

Metronome-ejer henter nordisk fiktionschef fra HBO Nordic

Ansvarlig for HBO Nordics egenproduktioner skifter senere på året til Endemol Shine Nordics, hvor hun får titel af fiktionschef.

Hanne Palmquist tiltræder hos Endemol Shine Nordics 1. september. | Foto: PR/Endemol Shine

Endemol Shine Nordics, der blandt andet står bag det danske produktionsselskab Metronome, har oprettet en ny stilling som fiktionschef, og den bliver besat af Hanne Palmquist. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den nye fiktionschef tiltræder 1. september og kommer fra en stilling som vicepræsident for HBO Nordic med ansvar for originalt indhold i Norden. Den post har Hanne Palmquist haft siden 2016.

Ud over titlen som fiktionschef i Norden bliver Hanne Palmquist også adm. direktør for produktionsselskabet Filmlance, der har base i Sverige. Den post overtager hun fra Anders Landström, der fortsætter som executive producer hos Filmlance.

"Norden har et langvarigt ry som markedsleder, og i takt med at appetitten på ikke-engelsksprogede serier vokser, er jeg glad for at kunne bruge min ekspertise og lede det talentfulde og engagerede team. Jeg ser frem til at stå bag originalt, stærkt og engagerende indhold," udtaler Hanne Palmquist i meddelelsen om sit nye job.

Ud over udnævenelsen af den nye fiktionschef har Endemol Shine Nordic også ansat Helena Åkerman som ny viceadm. direktør for Filmlance og chef for jura og business affairs på fiktionsområdet i hele Norden. Hun har senest været forretningschef hos SVT, der er den svenske pendant til DR.

Endemol Shine Group har i 2019 produceret 69 ikke-engelsksprogede serier i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Ud over Metronome i Danmark og Filmlance i Sverige står Endemol Shine Nordics blandt andet bag Rubicon i Norge samt STO-CPH Produktion og Meter Television i Sverige

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs