Ny chefredaktør vil gøre Euroman mere relevant hele måneden

Printmagasinet, som udkommer hver måned, er stadig flagskibet, men den nye chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst, vil med blandt andet nyhedsbreve og podcast give magasinet mere at byde på mellem udgivelserne.
Ny chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst, står bl.a. bag livsstilsnyhedsbrevet fra Føljeton "Morgenpost" | Foto: Egmont Publishing / PR
Ny chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst, står bl.a. bag livsstilsnyhedsbrevet fra Føljeton "Morgenpost" | Foto: Egmont Publishing / PR

Euroman skal være endnu mere relevant, end det er tilfældet i dag, og det skal lade sig gøre ved at udvikle det redaktionelle univers. Sådan lyder det fra Kristoffer Dahy Ernst, efter han onsdag blev præsenteret som ny chefredaktør på livsstilsmagasinet, der er Egmont Publishings mest læste.

"Jeg tror ikke, der findes særlig mange mænd i Danmark, der ikke kender brandet og ved, hvad det står for. Der er rigtig mange på min egen alder, der er vokset op med det og blevet modne med det. Sådan har det også været for mig selv, og jeg har altid identificeret mig med de ting og de mennesker, der har været skrevet om," siger Kristoffer Dahy Ernst, 35.

Han har tidligere været webredaktør på Euroman indtil 2014 og kommer senest fra jobbet som kommunikationsrådgiver og partner i kommunikationsbureauet Friday. Han har samtidig stået bag livsstilsnyhedsbrevet "Morgenpost", som udkommer ugentligt og har været en del af Føljetons portefølje og satsning på nyhedsbreve.

Fokus på nyhedsbreve og podcast

Det er blandt andet erfaringerne herfra, den nye chefredaktør vil sætte i spil for at gøre Euroman relevant mere end den ene gang om måneden, det fysiske magasin udkommer.

"Vi skal se på, hvordan man bruger eksempelvis nyhedsbreve og podcast, som jeg har stor erfaring med. Det er to områder, hvor man kan være endnu mere relevant end i dag," siger han og uddyber, at der er også er videoformater, han gerne vil "udforske".

"Samtidig er jeg bevidst om, at print stadig kan en hel masse, og at magasinet er flagskibet. Universet skal bygges op om magasinet, og det afføder en masse historier, som kan fortælles på flere platforme og i forskelligt omfang," siger Kristoffer Dahy Ernst, som har et skarpt blik på stofområder som design og interiør, som ifølge ham endnu ikke for alvor er opdyrket hos Euroman.

Ny chefrolle

Kristoffer Dahy Ernst skal altså gå forrest for at udvikle Euroman, og det er første gang han står i en rolle som chefredaktør.

Den rolle ser han frem til at prøve kræfter med, forklarer han.

"Det passer mig godt. Jeg er ikke bleg for at gå forrest. Jeg har været partner i et kommunikationsbureau og har været leder for mange projekter, så det er ikke fremmed for mig. Jeg har mange idéer til, hvordan tingene skal gøres, og jeg har høje ambitioner for Euroman," siger Kristoffer Dahy Ernst, der langt fra er et ubeskrevet blad på Euroman-redaktionen, men har været tilknyttet som skribent og medskaber af podcasten "Arbejdstitel" til magasinet.

"Jeg kender samtidig bladet indgående, og jeg ved, hvad det kan og ikke kan. Jeg har haft min gang i huset cirka hver anden uge i halvandet år, og jeg kender medarbejdere flere steder i huset, og det er da helt klart en fordel," siger Kristoffer Dahy Ernst.

Kommercielt samspil

I sin nye rolle får Kristoffer Dahy Ernst også ansvar for den del af Euroman, der har kommercielt fokus, og her er der ifølge den nye chefredaktør plads til mere samarbejde.

"Jeg synes, at der flere steder har været for langt mellem den kommercielle og redaktionelle afdeling. De skal ikke smelte sammen, men jeg synes, der i mange mediehuse er en manglende forståelse for, at de to afdelinger lever på grund af hinanden og ikke på trods af hinanden. Jeg tror på, at man kan opbygge et meget stærkere brand, hvis man forstår, at man eksisterer for at hjælpe hinanden," siger Kristoffer Dahy Ernst, der i modsætning til sin forgænger, Karl Erik Stougaard, også får en yderligere kommercielt orienteret rolle i forhold til magasinet Rum, hvor han skal være med til at udvikle partnerskaber som creative partnership editor.

Dalende læsertal

Da Kantar Gallup tidligere på måneden udgav en opgørelse over antallet af månedlige læsere hos 59 magasiner, var der 13, der havde mistet læsere i året 2019/2020 i forhold til året før.

Et af de magasiner var Euroman, som gik tilbage med syv pct. Kristoffer Dahy Ernst har dog en klar formodning om, at det tal vender, selvom han slår fast, at der er hård konkurrence fra andre underholdningskanaler.

"Der er mange magasiner, som enten er status quo eller stiger i læsertal, og det er et tegn på, at folk gerne vil læse det indhold, der er i magasinerne. Der er stadig er et kæmpe potentiale i at udgive et magasin, så jeg er slet ikke i tvivl om, at Euroman kommer til at stige i læsertal igen," siger han.

Kristoffer Dahy Ernst tiltræder 1. november og bliver den femte chefredaktør for Euroman siden 2012. Han afløser Karl Erik Stougaard, der har haft rollen siden 2017, men per 1. september skiftede til jobbet som ansv. chefredatkør for Nordjyske Medier.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også