Filminstituttet hyrer ny chef for international afdeling

Leder af Danmarks Film Akademi rykker til Det Danske Filminstitut, hvor han skal stå i spidsen for at udbrede kendskabet til dansk film i udlandet.
Foto: Tobias Selnæs Markussen/Ritzau Scanpix
Foto: Tobias Selnæs Markussen/Ritzau Scanpix

Det bliver Jacob Neiiendam, der fremover skal slå på tromme for dansk film i udlandet som ny chef for Det Danske Filminstituts (DFI) internationale afdeling, oplyser DFI.

Jacob Neiiendam kommer fra en stilling som daglig leder og formand for Danmarks Film Akademi, men har haft en stol i DFI i forvejen som en del af redaktionen for Filminstituttets Markedsordning samt ekspert for EU's støtteprogram Media, skriver Filminstituttet.

Den nye chef får ansvar for syv medarbejdere i DFI's internationale afdeling og får en hovedopgave i at sætte dansk film på landkortet i forbindelse med festivaler og koproduktioner. Med sig har han en lang karriere i filmbranchen bl.a. som stifter og tidligere direktør for filmfestivalen CPH Pix, konsulent for European Film Academy og filmskribent for bl.a. Politiken og Information.

"Med Jacob Neiiendam får Filminstituttet en markant profil med mere end 20 års erfaring i film- og kulturbranchen i Danmark og i udlandet. Han har indgående kendskab til de internationale festivaler og et solidt netværk inden for såvel produktion som distribution. Koblet sammen med Jacobs store indsigt i danske film er han den helt rigtige person til at lede den videre indsats med at udvikle dansk films position internationalt," siger direktør for DFI, Claus Ladegaard.

Jacob Neiiendam begynder i stillingen 1. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også