P1-chef stopper – bliver vært på TV 2 News

Tidligere vært på DR's Detektor og nuværende kanalchef for P1 kvitter lederjobbet i DR og vender tilbage til tv-skærmen og et job som vært på TV 2's nyhedskanal.
Thomas Buch-Andersen har sidste arbejdsdag hos DR 21. august, inden han tiltræder hos TV 2 1. oktober. | Foto: Stine Bidstrup/KULTUR
Thomas Buch-Andersen har sidste arbejdsdag hos DR 21. august, inden han tiltræder hos TV 2 1. oktober. | Foto: Stine Bidstrup/KULTUR

Thomas Buch-Andersen, der er kanalchef på P1, forlader DR til fordel for TV 2, hvor han fra 1. oktober skal være vært på nyhedskanalen TV 2 News. Det oplyser både DR og TV 2.

Den afgående kanalchef har sidste arbejdsdag hos DR 21. august. Han har tidligere været vært på DR-programmerne "Orientering" og "Detektor" og været redaktionssekretær på "Deadline". Ud over DR har Thomas Buch-Andersen i en periode arbejdet for BBC. Siden 2016 har han været chef for P1.

I sit kommede arbejde skal Thomas Buch-Andersen bl.a. bestyre eftermiddagsmagasinet "News & Co." sammen med vært Karen-Helene Hjorth. Dér afløser han Uffe Tang, som tidligere på året meddelte sit skifte til kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting.

"Det er et stort tv-talent, der nu har sagt ja til at vende tilbage på skærmen på News, og det glæder jeg mig meget til. Thomas passer med sin brede samfundsindsigt og sine stærke journalistiske evner perfekt hos os," siger Ulla Pors, chefredaktør for TV 2 News, i en pressemeddelelse.

Indtil en afløser er fundet er radiochef i DR, Anette Kokholm, konstitueret som chef for P1, oplyser DR.

"Få ting ville være lettere og mere trygt end at fortsætte. Men jeg tror på, det er sundt at anspore sig selv til at tænke og prøve nyt. Så efter at have brugt det meste af mit arbejdsliv i DR – og prøvet alt fra kanalspeaker over redaktør til vært og chef – er jeg klar til at udfordre mig selv på nye måder, et nyt sted," udtaler Thomas Buch-Andersen om sit jobskifte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår