MediaWatch

Charlotte Riparbelli bliver ny adm. direktør for Aller Media

Aller Media finder ny topchef internt og sætter konstitueret adm. direktør permanent i stolen. Hendes hidtidige stilling som udgiverdirektør nedlægges.

Foto: Aller Foto & Video

Charlotte Riparbelli har siden 20. januar været konstitueret på posten som adm. direktør for Aller Media. Nu bliver posten gjort permanent, oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.

Den nye adm. direktør blev ansat hos Aller Media i 1995 og har været hos medieselskabet siden med undtagelse af en femårig periode fra 2001-2006. Hun har senest været udgiverdirektør. Charlotte Riparbelli vil som adm. direktør fortsat være ansvarlig for Aller Medias udgiverenhed, og posten som udgiverdirektør bliver derfor ikke genbesat.

"Charlotte Riparbelli har et indgående kendskab til vores forretning og har været helt central i omstillingen af vores forretning. Bl.a. med gennemførelsen af en helt ny struktur og organisering af udgiverenheden, der har bidraget til en højere fleksibilitet og effektivitet i vores indholdsproduktion. Det er denne indsigt, visioner og kvalifikationer, der skal bidrage til at tage Aller videre," siger Bettina Aller, bestyrelsesformand for Aller Media, om udnævnelsen.

Resultat skal forbedres

Charlotte Riparbelli blev konstitueret på den øverste direktørpost hos Aller Media 20. januar, hvor selskabet tog afsked med hidtidig adm. direktør, Lars Sander Matjeka.

Den nye adm. direktør er "glad og stolt" over udnævnelsen og ser en "spændende og stor opgave" foran sig selv og Aller Media i øvrigt.

"Det er ingen hemmelighed, at vi i det seneste regnskabsår kom ud med et utilfredsstillende resultat, og det skal vi naturligvis forbedre. Det er en proces, som kræver tid, og hvor vi som forretning skal formå at udvikle og optimere på samme tid. Det er vi i gang med, og det gør vi bl.a. ved at skabe helt nye måder at arbejde på, som reorganiseringen af vores redaktioner er helt et konkret eksempel på," siger Charlotte Riparbelli i meddelelsen.

Aller Media omsatte i 2018/19 for 914 mio. kr. Resultatet blev et underskud på 58 mio. kr.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere