DR-chef bliver ny chefredaktør på fagbladet Journalisten

Ledende redaktionschef i DR Nyheder Christian Lindhardt skal fremover stå i spidsen for Dansk Journalistforbunds fagblad.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Det bliver Christian Lindhardt, der afløser Øjvind Hesselager på posten som ansvarshavende chefredaktør for Journalistforbundets fagblad, Journalisten.

Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Christian Lindhardt kommer fra en stilling som ledende redaktionschef i DR Nyheder, hvor han har været siden 2013. Forinden kom han fra en stilling som redaktionschef på Politiken.

"Christian er journalist med stort J og brænder virkelig for at sætte DJ’s forskellige fagligheder til diskussion. Han har et helt særligt drive og er god til at skabe begejstring og udvikle idéer. Han er både en stærk personaleleder og en stor faglig kapacitet. Og så har vi i ansættelsesudvalget også lagt stor vægt på hans mangeårige erfaring med digital udvikling fra både Politiken og DR," siger Tine Johansen, formand for DJ, i meddelelsen.

Opgaven for den nye chefredaktør bliver at udvikle fagbladets relevans redaktionelt og digitalt for medlemmerne af forbundet, der både rummer journalister og kommunikatører.

"Stillingen som chefredaktør på Journalisten er et af de mest spændende job i mediedanmark, når man, som jeg, elsker journalistik og kommunikation. Derfor glæder jeg mig helt utroligt meget til at komme i gang. For mig er det væsentligt, at både Journalisten og Jornalisten.dk fortsat er et rigtig stærkt fagblad, som beskæftiger sig med alle de forskellige medlemmers vilkår, men som også kigger kritisk på udviklingen i mediebranchen,” siger Christian Lindhardt i meddelelsen og uddyber, at han ser det som en prioritet at gøre læserne klogere på deres fag.

"Der skal både være stof, der taler til hjernen og maven. Man skal læse det, fordi man har lyst til og brug for at følge med i sit fag og branchen," siger han.

Christian Lindhardt tiltræder 1. marts og afløser Øjvind Hesselager, der blev opsagt af forbundet i juni sidste år. Efterfølgende har reporter på fagbladet Jakob Albrecht været konstitueret i rollen som chefredaktør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også