Briefing: Ugen i mediebranchen

Regnskaber i store danske mediehuse, den anonyme Nationen-debats død, og nyt fra Danmarks Radio er nogle af de emner, vi kommer omkring i tilbageblikket på ugen, der er gået.
Foto: Mathias Svold
Foto: Mathias Svold

Så gik der en uge mere, og mediebranchen har som altid leveret flere interessante historier. Dem har vi tænkt os at give et overblik over i ugens briefing, så smæk fødderne op og nyd det.

Vi lægger ud med begivenheder, der skete i weekenden op til den uge, vi er ved at runde af nu. Efter uger med afsked til Poul Madsen og massageannoncer, udløste Ekstra Bladet sidste trin i tretrinsraketten, da chefredaktør Kristoffer Eriksen i Presselogen på TV 2 News afslørede, at man dropper det anonyme debatforum og kommentarspor i debatuniverset Nationen.

Det vil få konsekvenser for antallet af sidevisninger på Ekstra Bladet, vurderede den nyslåede kommercielle direktør Signe Skarequist, men det vil gavne mediets brand, lød meldingen fra to mediebureauer.

Vi bliver lige hængende lidt i begivenheder fra slutningen af sidste uge. Fredag indgik regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Venstre og Det Konservative Folkeparti en aftale om en ny hjælpepakke til kulturen, som også giver de trængte lokale ugeaviser en økonomisk håndsrækning i form af en pulje på 40 mio. kr. Den aftale tiltrak sig ros fra både Foreningen af Lokale Fritstående Journalistiske Internetmedier og Danske Medier.

De store regionale mediehuse fik millioner i kompensation for tabt annonceomsætning hos ugeaviser allerede sidste forår, og med den nye hjælpepakke kan de igen få dækket en del af tabet, men et støtteloft sætter en øvre grænse for beløbet denne gang.

Regnskaber og en fyring

Flere af landets store mediehuse har i den forløbne uge afleveret årsregnskaber for 2020, og det kaster vi også lige et blik på. Vi starter hos TV 2, som fredag afslørede sit regnskab for 2020, og det viste, at abonnements- og reklameomsætningen var i fremgang, og at resultatet slog rekord. "Resultatet er meget tilfredsstillende," lød det fra adm. direktør Anne Stig Christensen.

Vi stryger videre til Berlingske Media, hvor omsætningen og særligt resultatet var mindre end i 2019. "Vi fik et ordentligt slag på annoncemarkedet," lød det fra adm. direktør Anders Krab Johansen.

Nordjyske Medier skiftede i ugens løb navn til Det Nordjyske Mediehus, og i næsten samme ombæring kom også årsregnskabet, som viste det første overskud siden 2017. Det skete på trods af et omsætningsfald. Datterselskabet Nordiske Medier leverede sit største overskud nogensinde.

Regnskabsrundturen slutter hos Kristeligt Dagblad, som så stigende omsætning og et plus på bundlinjen i den tocifrede millionklasse. Adm. direktør Erik Bjerager forventer i de kommende år stigende annoncepres og vækst i oplaget.

Hos Jysk Fynske Medier blev direktionen slanket i ugens løb. Kommerciel direktør Jens Bundgaard Poulsen, som havde ansvar for annoncesalg, blev afskediget, og hans stilling blev nedlagt. Ansvaret for annoncesalget ligger nu hos viceadm. direktør Bjarne Munck, som også har ansvaret for indholdssalg. Annonceforretning skal i højere grad understøtte indholdssalget, lød det fra adm. direktør Jesper Rosener.

Nyt i DR

Hos Danmarks Radio præsenterede man i ugens løb en række nye tiltag. Blandt de mest bemærkelsesværdige var Minisjang, som retter sig mod de 1-3-årige børn. Minisjang lanceres som et public-service alternativ til Youtube og Disney, lød det fra kanalchef Morten Skov Hansen.

Hos Danmarks Radio flyttede den populære nyhedspodcast Genstart for efterhånden nogle uger siden ind på P1, hvor den bliver sendt hver dag klokken 13.05, og lytterne er ikke løbet skrigende bort endnu. I omegnen af 80.000 lytter med på P1 hver dag, og antallet af podcastdownloads stiger og stiger. Om de to ting har en sammenhæng, tør redaktionschef Claus Cancel ikke spå om endnu.

Hos MediaWatch laver vi også podcast. Denne uges udgave af 'Indslag' handler om, hvorfor medier rammes af sexisme. Ane Cortzen taler med Christian Jensen, Politiken, og direktør for Kvinfo, Henriette Laursen.

Vi stryger let og elegant videre til noget helt andet. Rettighedsorganisationen Copydan har skudt en erstatningssag med krav på en mia. kr. mod staten midlertidigt til hjørne, efter at en politisk aftale faldt på plads om den såkaldte blankmedieordning, som retssagen bl.a. skulle skubbe på.

Og så lukker vi ugens gennemgang med et par skarpe kommentarer fra Christina Blaagaard, som er direktør for Teknologiens Mediehus. Hun mener, at journalister med techviden er en mangelvare, og det er et problem for branchen og samfundet. Hos uddannelserne er man enig, men ser begrænsede muligheder - branchen og den enkelte journalist har også et ansvar, lyder det.

Ugens tal

8 - så mange nichemedier har Altinget nu i Sverige, efter man i ugens løb lancerede Altinget Omsorg.

285.000 - så mange kr. betaler Forsvarsministeriet til Olfi for at have krænket Olfis ophavsret ved at dele over 200 artikler med 300 medarbejdere.

Nyt på navnefronten

Jysk Fynske Medier sagde farvel til kommerciel direktør Jens Bundgaard Poulsen.

Det bliver Jacob Haislund, der tager over som redaktør for JP Aarhus, efter Christian Thye-Petersen, der i sidste uge blev udnævnt som ny ledende redaktør på Jyllands-Posten

Efter to år i spidsen for fødevareministeriets pressehold stopper Bjarke Kamstrup ved udgangen af marts i jobbet. 1. maj tiltræder han så i stedet i sit nye job som public affairs manager og kommunikationspartner for datterselskaberne Dat-Schaub og Ess-Food i Danish Crown.

Politisk reporter på Ritzaus Bureau, Jens Holt, bliver ny formand for Presselogen på Christiansborg.

Britt Bager skifter fra Venstre til Det Konservative Folkeparti, og det betyder, at der skal findes en ny ordfører på kultur- og medieområdet i Venstre.

Produktionsselskabet Laud People har hyret Kristian Porsgaard som chef for krimi og livsstil. Han kommer fra Warner Bros, hvor han har været producent.

Jeppe Søe er ny kommunikationschef for tidligere statsminister og nu løsgænger Lars Løkke Rasmussen.

Strategidirektør for Altinget og Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, er ny bestyrelsesformand i Rønnow Arkitekter.

Pressechef Asbjørn Lindsø stopper hos Radikale Venstre og bliver ny kommunikations- og pressechef hos Lev Uden Vold

Brancheforeningen for danske boghandlere, Boghandlerforeningen, skal på jagt efter en ny direktør, der kan tage over efter Bo Dybkjær, der har valgt at stoppe.

Efter godt halvandet år skifter Troels Mylenberg rolle fra politisk redaktør og kommentator på TV 2 til at være en del af værtsholdet på de store nyhedsudsendelser på TV 2.

Til at erstatte Troels Mylenberg på posten som politisk redaktør har TV 2 peget på Hans Redder, som hidtil har ageret som journalist og politisk analytiker.

Det læste vi i andre medier

B.T,'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby har selv udtalt, at han leverede en katastrofal indsats i Presselogen på TV 2 News i søndags, og derfor følte han sig nødsaget til at skrive en klumme i sit eget medie, hvori han bl.a. erkender, at han har begået fejl i sin ledelse, når det kommer til metoo-sager.
 

Med ønsket om en god weekend,

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også