MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Udsigt til et smalt medieforlig, en ny fiktionsstrategi fra DR, friske tal fra Jysk Fynske Medier og Information, et vaklende flertal for kulturmoms, Heartbeats mister sin direktør, og en statslig styrelse beskyldes for ulovlig deling af artikler. Få et overblik over Mediedanmark med ugens briefing.

Foto: Jens Dresling

Indtil fredag eftermiddag tegnede det til at blive endnu en uge i ventetidens tegn, når det handlede om det kommende medieforlig.

Men sådan skulle det ikke gå. Fredag eftermiddag forlod Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti forhandlingerne i Kulturministeriet. Og så var der pludselig udsigt til et smalt forlig, som regeringen ellers - ifølge dem selv - arbejdede på at undgå.

Nå, men i det mindste kan vi glæde os over, at det er fredag. Tiltrængt!

Fra Christiansborg smutter vi en tur til Amager. Nærmere bestemt DR-byen, hvor den nye fiktionsstrategi er blevet præsenteret. Kort fortalt vil DR lancere færre, men større dramasatsninger, der skal samle danskerne, en såkaldt off-beat fiktion målrettet en yngre profil, som dog er ældre end målgruppen som Unge-afdelingen henvender sig til, og dedikeret familiefiktion med julekalendere og nyskabelsen påskefiktion.

Videre til tallenes verden, hvor vi både hørte om de seneste regnskabstal fra Information, Jysk Fynske Medier og Heartbeats.

Lad os begynde med den sidste. For første gang, siden mediet blev stiftet i 2015, kunne Heartbeats præsentere et overskud. Med et resultat på 300.000 kr. var bundlinjen forbedret fem mio. kr. siden 2019/2020-regnskabet. Tre dage efter vores interview med adm. direktør Le Gammeltoft sagde hun i øvrigt sit job op med øjeblikkelig virkning. Samtidig stoppede også Peter Stenbæk, bureaudirektør for Heartbeats Studio.

Også Information kom styrket ud af 2021 med en sort bundlinje og en stigning i omsætningen omkring fem pct., hvilket bl.a. kan føres tilbage til en ”markant vækst” i abonnementsindtægterne fra 2020 til 2021.

Og som enden i regnskabspølseenden kom Danmarks næststørste mediekoncern, Jysk Fynske Medier, med sorte nøgletal over hele linjen i virksomhedens 2021-årsrapport, hvor der også var meldinger om en fornyet 2025-strategi.

Medie i clinch med styrelse

Hurtigt videre til stat og politik. Her er nichemediet Insidebusiness havnet i strid med Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, efter sidstnævnte har delt artikler fra mediet med flere personer i styrelsen, end der er tegnet abonnement for. Insidebusiness mener, at styrelsen bryder ophavsretten. Styrelsen på den anden side mener ikke, at der er gjort noget galt.

Spurte, spurte, spurte tilbage til Christiansborg, hvor skatteminister Jeppe Bruus (S) ikke kan regne med stemmer fra Konservative, når regeringens lovforslag om at kvitte momsfritagelsen på kunstnerisk virksomhed skal andenbehandles. Og dér smuldrer umiddelbart det politiske flertal til forslaget.

Vi bliver i Københavnsområdet, for direktøren og bestyrelsesformanden har med få dages mellemrum forladt Økonomisk Ugebrev. Ifølge ejer af Økonomisk Ugebrev, Morten W. Langer, fungerede samarbejdet med direktøren ikke, og der blev ikke leveret de ønskede resultater.

Højere mod nord har en ny og hårdtslående konkurrence på podcastmarkedet været medvirkende til, at DR’s norske pendant, NRK, har trukket lydindhold væk fra andre platforme end sin egen. Resultatet er ifølge NRK’s radiochef en lyttertilvækst på 25 pct. i stationens egen radioapp, lød det på det netop overståede Radiodays Europe 2022.

Ugens tal

30 mio. kr. om året så meget vil det ifølge Copydan koste at offentliggøre DRs arkiver.

Nyt på navnefronten

Peter Stenbæk, bureaudirektør for Heartbeats Studio, forlader det Aller-ejede mediehus Heartbeats.

Adm. direktør for Heartbeats, Le Gammeltoft, forlader mediet, hun selv stiftede i 2015.

Naja Nielsen, digital direktør hos BBC News og tidligere nyhedschef i DR, er nyt medlem af TV 2s bestyrelse.

Christina Blaagaard, direktør i Teknologiens Mediehus, er ny formand i Danske Medier. Hun afløser Jesper Rosener, adm. direktør i Jysk Fynske Medier.

Seks mænd og seks kvinder er blevet udvalgt som det næste hold af fellows på Constructive Institute. Se dem alle her.

Linn Wredström er blevet udnævnt til chef for jura og forretning i mediekoncernen Fremantle.

Lars Bo Haber Petersen er stoppet som adm. direktør for Økonomisk Ugebrev.

Søren Vestergaard, journalistisk chef på DR Sporten, skifter til en stilling som adm. direktør i Rodkjær Event pr. 1. september.

Gutkind har ansat Karina Henriques og Mai Gaardsted i forlagets salgsafdeling.

Det læste vi i andre medier

En af ugens mest interessante læseoplevelser fandt vi på medium.com, hvor Bjørn Vestergaard, stifter af podcastmarketingplatformen Podup.fm., har talt med 14 mennesker med dyb indsigt i podcastbranchen. I artiklen kommer Bjørn Vestergaard og profiler lige fra Morten Reesen til Charlotte Heje Haase med deres bud på de seks vigtigste trends for podcastmarkedet i 2022. Anbefalelsesværdig læsning.

Og så har statsminister Mette Frederiksen (S) lanceret sin egen podcast, ”Statsministeren spørger”, hvilket i Politiken får medieforsker Jakob Linaa Jensen fra Aarhus Universitet til at spekulere i, at statsministeren forsøger at overtage gæsternes legitimitet. Politikens anmelder er i øvrigt ikke imponeret over selve podcasten. To stjerner kan det blive til.

Med ønsket om en god weekend

MediaWatch

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Kritiseret aftale om rettighedsbetaling lagt på is, mediebureauer kigger efter alternativer til Facebook, DR dropper livekoncerter, podcastbureau udvider med nye formater, og lokale radio- og tv-stationer har fået inddraget deres sendetilladelser. Læs med, når vi gennemgår ugens største mediesager.

Producenter glæder sig over droppet aftale men afblæser ikke krise

En rettighedsaftale, som i måneder har betydet stop for udvikling af fiktion til streamingtjenester, blev torsdag forkastet af Create Denmark, og det er et skridt i den rigtige retning. Det mener bl.a. Producentforeningen. Nu pågår individuelle forhandlinger med tjenesterne, men det risikerer at trække ud til efter sommer, lyder det.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs