Briefing: Ugen i mediebranchen

Udsigt til delvis genåbning, nye chefredaktører på TV 2 News og Jyllands-Posten, en kommende streamingtjeneste og planer om vækst blandt flere. Få overblik over ugens gang i Mediedanmark.
Ask Rostrup skifter DR ud og rykker til TV 2 for at blive ny chefredaktør og kanalchef for TV 2 News. | Foto: Søren Juhl / TV 2
Ask Rostrup skifter DR ud og rykker til TV 2 for at blive ny chefredaktør og kanalchef for TV 2 News. | Foto: Søren Juhl / TV 2

Heldigvis fluktuerer MediaWatchs nyhedsstrøm ikke helt så kraftigt som det danske vintervejr, så du kan naturligvis også denne fredag læne dig tilbage og få serveret et køligt overblik over ugens vigtigste nyheder.

Vi begynder rundturen i den politiske arena. Her var der nyt fra kulturminister Joy Mogensen (S), der tirsdag meddelte, hun er åben for at dykke ned i mulighederne for en håndsrækning til ugeaviserne. Nyheden udsprang af, at bl.a. de private mediers organisation Danske Medier har sat en advarselslampe i gang, fordi flere lokale medier kæmper for at overleve i nedlukningsperioden.

En delvis genåbning blev annonceret af regeringen onsdag. Den træder i kraft 1. marts, og lokalmedierne lægger ikke skjul på, at de sidder klar til at slå mønt på den. Meldingen fra Lolland Falsters Folketidende var, at avishuset skubber produktionen af ugeaviser, hvis annoncørerne skulle stå på spring, mens også Sjællandske Medier og Jysk Fynske Medier forventer mere gang i hjulene.

Gang i jobmøllen

Det var i øvrigt en uge, der bød på en del udpegelser af nye chefer samt omorganiseringer i flere medievirksomheder.

Ask Rostrup blev udnævnt som ny chefredaktør og kanalchef for TV 2 News. Hans opgave handler bl.a. om at kanalisere nyhedskanalens styrke over i en streamingverden, fortalte den nyligt udnævnte nyhedsdirektør på TV 2, Ulla Pors, der med den seneste ansættelse nu har fået sin endelige startopstilling.

En anden chefredaktør blev også udpeget. Det var på Jyllands-Posten, hvor Marchen Neel Gjertsen får ansvaret for at styrke avisen digitalt. Hun fortalte i et uddybende interview med MediaWatch, at hun som chefredaktør vil prioritere udvikling af Jyllands-Postens digitale formater og nærheden med læserne. Hun er dog heller ikke færdig med politisk journalistik.

DR Nyheder meldte også om en ændring i cheflaget. Her skal en rokade dels kanalisere kræfter til udbygning af podcast-tilbuddet, dels bringe ledelsen af Radioavisen og P1 Orientering tættere på nyhedsredaktionen, der samtidig aflastes ledelsesmæssigt.

Og hos Nordiske Medier var det ikke bare en ledelsesmæssig omlægning, men en større omstrukturering af to af mediehusets fokusområder. Den hidtidige redaktionelle struktur bliver nedbrudt for at inddele en stribe af nicheudgivelserne under fokusområderne industri og byggeri. Det skal være med til at styrke mediehuset digitalt og få abonnementsbasen til at vokse, forklarede adm. direktør Jesper Hansen.

Forandring er der også hos Dansk Handelsblad. Et af landets ældste brancheblade har nu gennemført et hamskifte med nyt navn, øget digital satsning og neddrosling af den trykte ugeavis var overskrifterne for dette.

Alle vil vokse, og ny streamingtjeneste rykker ind

Egentlig blev ugens nyhedsstrøm indledt i en helt anden boldgade. For TV 2's digitale udviklingsdirektør, Rahul Yadav, fortalte, at ambitionerne om at nå 1,3 mio. streamingabonnenter i 2025 har fået TV 2 til at skrue op for den teknologiske udvikling. Han forventer at hyre 40 nye medarbejdere i år, men kampen om de digitale kompetencer er hård, og TV 2 skal i højere grad positioneres som mediatech-selskab for at kunne rekruttere de rigtige kræfter. Meget mere om det her.

I en tredje runde siden lanceringen for godt halvandet år siden har Podimo for nyligt hentet 80 friske millioner fra investorer. Ud over Danmark et tjenesten lanceret i Tyskland og Spanien for at opdyrke vækst. Flere lande er dog ikke på programmet for nuværende, fortalte direktør og medstifter Morten Strunge. Bliv klogere på, hvad pengene i stedet skal bruges på her.

ViacomCBS har længe barslet med det, og nu sker det om under en måned. Den amerikanske medievirksomhed ruller streamingtjenesten Paramount+ ud i Danmark og vil udfordre de tunge drenge på markedet. Det skal blandt andet ske gennem partnerskaber og lokal indholdsproduktion, fortalte Jesper Dahl, nordisk direktør for ViacomCBS, til MediaWatch.

Og så kom der en frisk rapport fra Yougov, der har undersøgt udviklingen i globale medietrends de seneste år. Der er store globale forskelle i mediebrugeres vaner, lyder det blandt andet. Danmark er et af de lande, hvor traditionel tv stadig lever i bedste velgående. Se udvalgte nedslagspunkter her.

Ugens tal

300.000 - Så mange kroner kan danske medier søge i et legat udbudt af Facebook til digitale omstillingsprojekter. Legatet er et led i udrulningen af techkoncernens program, Accelerator, som skal hjælpe medier i Norden med digital omstilling.

8 - Så mange community managers bliver erstattet af kunstig intelligens hos B.T.

4,3 - Så mange procents forskel var der mellem mænd og kvinders gennemsnitlige løn blandt medlemmerne af Dansk Journalistforbund i 2020. Det er den mindste forskel nogensinde.

Nyt på navnefronten

Marchen Neel Gjertsen er som den første kvinde nogensinde blevet chefredaktør hos 150 år gamle Jyllands-Posten. Hun går fra at være politisk redaktør på avisen og skal bl.a. styrke den digitale profil.

Efter 14 år som bl.a. politisk redaktør og vært på DR rykker Ask Rostrup til TV 2, hvor han bliver kanalchef og chefredaktør på TV 2 News.

Tv-værterne Janni Pedersen og Lasse Sjørslev bliver nyt makkerpar på TV 2's aktualitetsprogram Go' Aften Live og træder til i deres nye roller til april.

Mette Mandrup tager over som ny redaktør for MediaWatchs søstermedie FinansWatch. Hun har hidtil været medredaktør samme sted.

Susanne Funder-Mikkelsen og Andreas Iversen, der begge har en fortid på Metronome, stifter nyt produktionsselskab med navnet Story Productions.

Efter to et halvt år på posten har chefredaktør for medlemsmediet Markedsføring, Uffe Jørgensen Odde, opsagt sin stilling.

Det læste vi i andre medier

Kan debatskabende, politiske dokumentarer overleve i en verden, hvor streamingtjenesters dominans af både produktion og distribution af film og serier vokser og vokser? Det spørgsmål diskuterer de tre dokumentarister Ai Weiwei, Bryan Fogel og Gianfranco Rosi i en artikel fra Financial Times.

Og så overvejer vores svenske fæller, om medarbejdere på public service-stationer bør forbydes at bruge den nye, heftigt omtalte platform Clubhouse på deres arbejdstelefoner. Der er sikkerhedsrisici forbundet med app'en, lyder argumentet. Samme argument fik indført forbud mod Tiktok. Sagen er rullet ud hos svenske Journalisten.

Med ønsket om en god weekend,

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også