Briefing: Ugen i mediebranchen

Netto-magasin kom på gaden for sidste gang, regionale avishuse har tabt millioner, og Drive har større fiktionsserier i støbeskeen. Det er nogle af de historier, vi kommer omkring i denne uges lille medieoversigt.
Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

Ugetallet går snart fra 31 til 32, og dermed er sommerferien (endelig) forbi for de fleste. Før hovedet kan få lidt weekendro, inden næste uges hverdag for alvor går i gang, tager vi dig med på en let rundtur i ugens største mediehistorier.

Ugens tre første dage brugte vi på at sætte fokus på den økonomiske udvikling i landets fire største regionale avishuse. En femårs-oversigt viser, at de to største - Jysk Fynske Medier og Det Nordjyske Mediehus - sammenlagt har sat et trecifret millionbeløb til på bundlinjen, mens de to andre har genereret smalle overskud.

Det fik professor i medieledelse ved CBS, Anker Brink Lund, til at sige, at det ikke er interessen og efterspørgslen på lokaljournalistik, den er gal med - men snarere produktet.

Ifølge Jysk Fynske Mediers næstformand, Per Westergård, var sidste års økonomiske lussing et endegyldigt wakeup-call, der fik ejerne til at stille krav om en mere offensiv redaktionel produktudvikling for at gøre sig mindre afhængig af annonceindtægter.

Drive, Lime og EB

Vi svipper videre til Drive Studios, hvis bruttofortjeneste i årevis har været stejlt opadgående, mens bundlinjen sidste år endte under nulpunktet. Ifølge adm. direktør Sigurd Bæk Jensen vil bundlinjen for alvor følge efter toplinjen fra 2022 som følge af investeringer i udvikling af større fiktionsserier. Fiktion er det forretningsområde, der har størst vækstpotentiale for Drive, lød det bl.a. fra direktøren.

Ekstra Bladet og mediets arbejde med datadrevet journalistik blev også rundet i en ny artikel i vores minitema om... datadrevet journalistik. Ifølge digital direktør Kasper Worm-Petersen er data ikke styrende for journalistikken, men bruges til at give indsigt i, hvad læserne godt kan lide. Mediet har samlet brugerdata for salg og redaktionelt indhold i samme knudepunkt for at give området mere strategisk vægt, lyder det.

Dette var også ugen, hvor Lime - gratismagasinet, som i årevis har ligget på hylderne i Netto - udkom for sidste gang. Ifølge bureauet bag magasinet, OTW, var forretningsmodellen og kontrakten ikke længere bæredygtig. Lime udkom første gang for mere end 17 år siden.

Sidst, men ikke mindst

I ugens løb fik tre personer fra branchen ordet i vores sommerbarometer, som nu er slut for denne gang. De tre sidste i denne omgang blev Jacob Søndergaard, adm. direktør i Gutkind, Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen og som rosinen i pølseenden kom Arne Ullum, stifter af og chefredaktør på NB Økonomi.

Ugens tal

5,6 mia. kr. Det er værdien af en aftale, som skaberne af den amerikanske kultserie South Park har indgået med mediekæmpen ViacomCBS. For den sjat penge (mere end 900 mio. dollar) har Trey Parker og Matt Stone, som står bag South Park, forpligtet sig til at levere seks nye sæsoner og 14 nye film frem til og med 2027.

Nyt på navnefronten

Oven på en lidt stille sommer på navnefronten har der været flere nye signings i ugens løb. De kommer her:

Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen bliver vært på en daglig nyhedspodcast, "På forsiden", på Podimo.

Ritzau har gennemført en mindre chefrokade, hvor Kamilla Laumark-Møller ansættes som økonomichef. Tidligere økonomichef Susanne Amundsen indtager den nyoprettede chefstilling som regnskabschef.

Thomas Gadsbølle vender tilbage til TV 2 News som redaktionschef efter et år som chef for Radioavisen og P3 Nyhederne på DR.

Jazzdanmark opgraderer på kommunikationsfronten med ansættelsen af Søren Gaden i en ny stilling som kommunikationsansvarlig.

Digitaliseringsstyrelsen får sin første pressechef i Sara Ringgaard Price, som kommer fra en stilling i bureauet Kreab.

Michael Dahl Nielsen er ansat som pressechef i Klima,- Energi,- og Forsyningsministeriet. Tidligere på året sagde han op som chef i enheden Politik og Kommunikation i Kulturminsiteriet.

Det læste vi i andre medier

Hertfordshire i England er på størrelse med det halve Fyn og er ved at blive et produktionsmekka, hvor flere større amerikanske filmstudier flokkes. Sidste skud på stammen har både Financial Times og The Guardian skrevet om, og det er ret interessant.

En gruppe forskere har undersøgt, hvordan Youtubes anbefalings-algoritme har foreslået indhold til 300.000 brugere fra 2016-2019, for at se om det kan dokumenteres, at algoritmen kan radikaliserer brugere. Det kan de umiddelbart ikke. Algoritmer på sociale medier bliver jævnligt brugt som en kasse, man kan smide ansvaret for en bred skare af samfundsproblemer ned i. Ars Technica gennemgår studiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også