MediaWatch

OTW-chef om Lime-lukning: Beslutningen har været undervejs i et år

Den annoncebaserede forretningsmodel, som Lime var baseret på, har længe været skrøbelig, siger udviklingschef i OTW, som afviser, at flere magasiner er på vej ud.

Foto: Lime

På trods af at have 238.000 læsere er gratismagasinet Lime torsdag udkommet for sidste gang efter mere end 17 år på markedet.

Bureauet bag, OTW, opsagde kontrakten med Netto, som har stået for distributionen af kvinde- og livstilsmagasinet, tilbage i marts. Tiden er løbet fra det forretningsfundament, som Lime var bygget på, forklarer OTW's udviklingschef Jeppe Veddinge.

"Engang var det en god forretningsmodel, at vi som hus udgav magasiner på vegne af nogle kunder, som ikke skulle betale så meget for produktionen, fordi de gav adgang til en masse læsere og stod for distributionsleddet. Vi kunne så sælge annoncer og groft sagt putte indtægterne derfra i lommen," siger han.

"Med Lime knækkede kurven bare, fordi annonceindtægterne skrumpede og kontrakten var ubæredygtig," siger han og understreger, at beslutningen ikke blev taget over night, og at bureauet har været i løbende dialog med Netto om lukningen i over et år.

Det får ifølge Jeppe Veddinge ikke konsekvenser for medarbejdere i OTW, som er en del af Aller Media, at bureauet har kappet båndene til gratismagasinet.

"Vi har ikke haft ressourcer, som udelukkende har været ansat for at lave Lime. Så det er ikke sådan et en-til-en-forhold, hvor vi skal justere staben, hver gang vi mister eller får en kunde."

Gratismodel er ikke stendød

Selvom annoncemarkedet for magasiner generelt ikke er "booming business" ifølge Jeppe Veddinge, så er der stadig overskud at hente - særligt når der er tale om nichemedier. I OTW's portefølje er også "Skøn", som kan hentes kvit og frit i Matas' butikker, og som på overfladen produceres på en kontrakt, der er sammenlignelig med den, bureauet havde med Netto.

Annoncemarkedet for et nichemedie med en skarpere profil er mere gunstigt, end det var for Lime, forklarer Jeppe Veddinge.

"Alle kontrakter er individuelle, men grundpillen er nogenlunde den samme, ja. Jeg vil helst ikke ind i, hvordan annoncørpuljen konkret ser ud. Men der er ikke nogen tvivl om, at et nichemedie som Skøn befinder sig i et andet og bedre annoncørmarked, end Lime gjorde."

Dødsstødet til Lime er altså ikke udtryk for en bredere omprioritering for OTW, hvor man aktivt bevæger sig væk fra magasinet, da det stadig er en effektiv kommunikationskanal. I Jeppe Veddinges optik hersker der imidlertid ikke tvivl om, at udsigten over det bredere magasinlandskab i Danmark er nedslående på flere parametre.

"Vi bevæger os væk fra en type forretningsmodel, som ikke er levedygtig mere. Ser man på magasinverdenen i Danmark generelt, så går kurven én vej, og det er nedad. Og det er lige meget, om du kigger på annoncemarkedet, antallet af udgivelser, størrelsen af udgivelserne eller antallet af medier," siger han og tilføjer:

"Når det er sagt, så anser vi hos OTW stadig det trykte magasin som en utrolig stærk kanal i mange sammenhænge, og vi sætter en ære i at være bedst til den disciplin."

Han peger på, at OTW's opgave i den kommende tid bliver at nytænke kommunikationsindholdet, og at de fleste alternativer ligger i den digitale verden.

"Det kan være medlemsportaler, kommunikation via e-mail, nyhedsbreve, sociale medier og apps. Det er klart den digitale vej, det meste går på. Men kernen i al vores kundesamarbejde er de gode fortællinger – uanset mediet."

OTW's sidste årsregnskab, som løber fra 1. oktober 2019 til 1. oktober 2020, viser et undskud på 5,4 mio. kr. på bundlinjen ud af en bruttofortjeneste på 23 mio. kr. Driftsresultatet landede på -8,5 mio. kr.

OTW er en del af det Aller-ejede bureaunetværk Ahead Group.

Gratismagasinet Lime lukker og slukker 

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Bornholms Tidende er sendt ud i spare- og fyringsrunde, DR's dramachef blev afskediget, og Louds nye programdirektør varslede store forandringer for den unge radio. Få overblikket over en travl uge i den danske mediebranche.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs