Briefing: Ugen i mediebranchen

Smal medieaftale i hus, mediedistributører forventer højere priser, borgerlige varsler tilbagrulning af forlig, endnu en streamingtjeneste gør indtog i Norden og ny virksomhed vil give podcasts international succes. Vi tager en rundtur i uge 21 i Mediedanmark.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen ved præsentationen af medieforliget lørdag 21. maj. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen ved præsentationen af medieforliget lørdag 21. maj. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

For nogen har det allerede været weekend i et par dage - men er der et par minutter i overskud, kan du passende gribe muligheden for at få overblikket over de største mediehistorier her på sitet.

Måske ikke overraskende lægger vi ud med den helt store forløsning - nemlig det længe ventede medieforlig.

Aftalen landede allerede lørdag i sidste uge, og som de fleste nok har fundet ud af by now, blev det et smalt forlig uden de borgerlige. Blandt hovedpunkterne er et kulturbidrag på seks pct., en omfordeling af mediestøtten til fordel for de lokale og regionale medier, et farvel til 24syvs sendetilladelse og flere penge til DR, som bl.a. skal bruges på et lydunivers til børn. Få overblik over hovedpunkterne her.

Mediekommentatorer kaldte efterfølgende medieforliget ”en lappeløsning” med film- og tv-producenterne som de helt store vindere.

Danske Mediedistributører kommenterede det kommende kulturbidrag, som pålægger streamingtjenester at betale seks pct. af omsætningen til dansk indholdsproduktion. Forventningen lyder, at det vil få priserne til at stige på tjenesterne, hvilket vil smitte af på tv-pakkerne, spår organisationen.

Anderledes positive meldinger kom der i ugens løb fra en række podcast- og radioaktører, som hilste det velkomment, at Public Service Puljen og Innovationspuljen bliver åbnet for ansøgninger til lydproduktioner. Mens Podimo ”helt sikkert” vil søge, afventer Radio ABC og Zetland de endelige støttekriterier. Egmont ser nyt forretningspotentiale i aftalen.

Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative udvandrede fra medieforhandlingerne efter fire måneders forhandling, og onsdag kunne de fortælle, at de agter at tage livet af store dele af medieforliget, hvis de borgerlige får regeringsmagten tilbage efter næste valg, som skal finde sted inden for et år.

Podster og Pluto

Vi vover at hoppe væk fra medieforliget for nu og videre til Pluto TV, det nyeste skud på streamingstammen, som netop har fejret sit indtog i de nordiske lande i Stockholm i sidste uge. Læs bl.a. om, hvad en såkaldt fast-tjeneste er, og hvad Pluto TV går ind i det danske marked med.

En anden virksomhed, som netop har set dagens lys herhjemme, er Podster, som stifterne af Fairytel, der nu er en del af Podimo, har sat i verden. Formålet er med forbillede i musik- og bogbranchen at få godt podcastindhold til at leve på tværs af landegrænser.

En anden lydtjeneste, som nok er en smule mere kendt, Spotify, kunne på konferencen Radiodays Europe i sidste uge fortælle, hvordan musik- og podcasttjenesten i højere grad satser på fiktionsformater. Det fik vi en snak med nordisk podcastchef Karin Bäckmark om efter koncerencen.

Lad os runde af med boligmagasinet Bolius, som har valgt at skifte distributør for bl.a. at spare på at få sin trykte udgave af magasinet ud i postkasserne.

Ugens tal

28.000. Cirka så mange medlemmer har det digitale medie Zetland, som ellers har sat sig et mål om 40.000 betalende medlemmer ved udgangen af 2022. ”Efter to år med en eksplosiv vækst på vilde 40 pct. om året stirrer vi nu på … ingen vækst,” lød det i ugens løb fra Zetlands formand, Lea Korsgaard, i et indlæg på Zetland.

Nyt på navnefronten

Mette Boye er stoppet som redaktør på fagbogsforlaget Dafolo. Hun skal i stedet være iværksætter.

Forlaget Bogoo Books har ansat Emilie Tholstrup som ny håndarbejdsfaglig redaktør.

Ane Brorson Fich Billeskov bliver ny marketingchef hos Gyldendal.

Mads Elias Højbjerg Ravn rykker efter sommerferien ind hos produktionsselskabet Blu, hvor han får titel af udviklingschef.

Den nye ledelse på Heartbeats vil bestå af mediets vicedirektør Christine Faarbæk, Christoffer Høg og chefredaktør Emil Norsker. Stillingen som midlertidig direktør går til Martin Tørnes, finansdirektør i Aller Media.

Jysk Fynske Medier har udnævnt Jørn Broch til nyhedsdirektør og Marianne Skaaning til direktør for forretningsudvikling og kommunikation.

Birgitte Hougaard tiltræder 1. august som pressechef i Diabetesforeningen. Hun kommer fra en lignende stilling i Green Power Denmark.

Den nye pressechef i Green Power Danmark bliver Bjarke Lund Larsen, der bliver forfremmet fra en stilling som presserådgiver.

Christina Zemanova sætter sig 1. juli i stolen som pressechef for Politikens Forlag.

Tidligere Yousee-direktør Jacob Mortensen bliver en del af ledelsen i sikkerhedsselskabet Tricent.

Komponisten Anna Lidell er ny forperson i rettighedsorganisationen Koda.

Det læste vi i andre medier

Berlingske bragte søndag et interview med Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, med titlen ”Først kom en nedsmeltning. Så kom en dokumentar. Så begyndte Anders Krab-Johansen at famle”. Interviewet kommer efter nogle uger, hvor mediechefen har været i vælten, bl.a. pga. Frihedsbrevets afsløringer omkring en rapport om udvalgte medarbejderes skriverier på sociale medier.

Finans har bragt en stor indsigtsartikel om de store techselskaber, som er ramt af en opbremsning efter et ”ekstremt 2021, hvor milliarderne rullede”. Den er absolut et læs værd, nu når det er weekend og tid til det.

Med ønsket om en god weekend

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også