Briefing: Ugen i mediebranchen

Modemagasin lukker, EB-chef stopper, ny chef på Bornholms Tidende starter, og nye regionale sportsmedier kommer på banen. Få overblik over sommerugens medienyheder her.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

De nationale tømmermænd ovenpå flere ugers fodboldfest har lagt sig som en kugledyne over Danmark. Men trods britisk sejr og begyndelsen på den uofficielle sommerferieperiode i branchen, så kører hjulene i mediebussen fortsat rundt. Kom med på på rundtur i Mediedanmark lige her.

Vi gør første stop hos Aller Media.

I erkendelse af det stigende pres på det trykte magasinmarked og risiko for kannibalisering på andre titler annoncerede koncernen, at huset lukker Modemagasinet In efter 35 år på de danske bladhylder. "Vi er nødt til at skære det, som er knap så sundt fra," lød det bl.a. fra mediechef på Aller Trend Cecilie Ingdal. Udvalgt indhold fra modebladet videreføres i magasinet Dossier.

Chefstop på EB og ny chef Bornholm

Fra magasinsiden rykker vi til de tabloide tinder og Ekstra Bladet, hvor avisens nye ansv. chefredaktør, Henrik Qvotrup, i ugens løb rørte i den redaktionelle gryde på mediet, og udpegede redaktørgruppen under chefredaktionen. Du kan læse om den nye opstilling og baggrunden for ændringerne her.

Samme sted har den mangeårige redaktionelle chef, Ole Sloth, brat forladt skuden efter at have indgået en fratrædelsesaftale med koncernledelsen i JP/Politikens Hus. Den nærmere baggrund for hans afgang vil hverken han eller topchef Stig Ørskov, dog uddybe. Læs, hvad Ole Sloth så havde at sige om sin fratrædelse efter 31 år på avisen her.

Længere østpå blev der sat navn på Bornholms Tidendes nye chefredaktør, hvor Kristoffer Gravgaard, der hidtil har været udviklingsdirektør på Ritzaus Bureau, overtager staffetten efter Øjvind Hesselager.

Sportsmedier og regnskab

Vi dribler videre til regnskabsland.

Efter et usikkert 2020 med corona, men et tilfredsstillende resultat, lagde Forlaget Modtryk fra land i 2021 uden en eneste udgivelse før slutningen af marts. Dyk ned i årsregnskabet og forlagets direktørs tanker om det, her.

Det engelsksprogede, digitale fodboldmedie Off The Pitch gik ud af 2020 med millionunderskud nummer to ud af to i mediets unge levealder. Klik her for at forstå, hvordan vækst i abonnenterne giver håb om snarligt overskud hos fodboldmediets direktør og medstifter.

Mediehusene Midtjylland satser også på digital dækning sport. Derfor lancerede selskabet mandag to digitale abonnementsmedier, Sport Herning og Sport Silkeborg. Et tredje lokalt sportsite er også på vej til Skive, fortalte chefredaktør Alex Nielsen, og du kan læse om satsningen her.

Ugens tal

7,5 - så mange mio. kr. har Lindhardt og Ringhofs digitale forlagsgren Saga Egmont lagt i en ny aftale med det amerikanske forlag Podium Audio om at oversætte og producere amerikanske lydbøger til det europæiske og amerikanske marked.

Nyt på navnefronten

Ritzaus udviklingsdirektør, Kristoffer Gravgaard, bliver 1. september ny ansv. chefredaktør på Bornholms Tidende

Peter Utzon Berg, der er pressechef hos PFA, bliver fra august ledende presserådgiver i Statsministeriet.

Morten Torbjørn Andersen bliver 1. august ny chefkonsulent i Fødevareministeriets presseafdeling.

Sallings Groups kommunikationschef, Kasper Reggelsen, skal fra midten af august stå i spidsen for Bestsellers globale kommunikation.

Rune Lindberg indtager fra midten af august posten som pressechef for Sampension.

Uffe Henriksen bliver ny adm. direktør for bureaugruppen IPG Mediabrands i Norden samt chef for aktiviteterne i Baltikum.

Nordjyske Lokalmedier har fra 1. juli fået ny chef i form af Stefan Buur Hansen, der kommer fra en stilling som redaktionschef på Nordiske Medier.

15. august indtager Majken Lenskjold rollen som pressechef og teamleder for Publicering og Presse hos Danmarks Statistik.

Magasinet Dossiers chefredaktør, Kasper Steenbach, fratræder posten, som han har opsagt i foråret.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft bliver Politikens nye Asien-korrespondent.

Læst i andre medier

På trods af manglende guldmedaljer hev det danske fodboldlandshold noget uvurderligt med hjem fra EM-eventyret: eksponering og styrkelse af det danske brand. Berlingske har analysen.

Med ønsket om en god weekend,

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også