Brancheforening: Forkert at vente med "1864"-film

DR-dramaet "1864" havde haft bedre chancer for at få biografpremiere, hvis DR have lanceret filmversionen før tv-serien, mener Danske Biografer.

Lanceringen af filmversionen af Ole Bornedals dramaserie  "1864" var ifølge brancheforeningen Danske Biografer tænkt forkert fra start, skriver Berlingske.

I går kom det frem i Politiken, at filmudgaven af DR's historiske dramaserie alligevel ikke får biografpremiere, som det har været planen, på grund af manglende interesse fra biograferne.

Biografer siger nej tak til 1864-filmen

Den risiko var DR advaret om, siger formanden for Danske Biografer, Kim Mikkelsen, til Berlingske.

"Man burde have vidst fra starten, at den ikke kunne gå som biografilm. Vi ved, at TV-serier ikke kan omdannes til biografilm, for det vil folk ikke se. Derimod kan det glimrende gå den anden vej, hvor film laves om til TV-serier. Jeg advarede i 2013 om, at DR burde begynde med at lave en film og derefter lave den om til en TV-serie. Men DR ville ikke lytte," siger Kim Pedersen til Berlingske med henvisning til, at han i slutningen af 2013 skrev et indlæg i Jyllands-Posten, hvor han advarede mod at udgive biografversionen efter tv-serien.

Her skrev formanden bl.a. at tidligere erfaringer viser, at spillefilm har få chancer i biograferne, hvis først publikum "gratis" har kunnet se historien som dramaserie på tv.

"1864", der er produceret af Miso Film, voksede ud af en ekstra bevilling fra Folketinget på 100 millioner kr. i 2010, som var øremærket til en historisk DR-dramaserie.

Tv-serien blev vist sidste efterår og er efterfølgende klippet ned til en to timer lang spillefilm, som producenten Miso Film har investeret 5 mio. kr. og DR 2,5 mio. kr. i. Ifølge Miso Films producent Peter Bose, får filmversionen premiere på dvd og digitale filmkiosker som Itunes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også