Kronik: Kære Tech. Tiden er til handling

I et år har danske medier igennem Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation arbejdet mod en fælles aftale for licensbetaling fra techselskaber som Google og Facebook, når nyhedsindhold deles på deres platforme. Det viser sig at være ganske vanskeligt, lyder det i denne kronik fra Karen Rønde, nytiltrådt direktør for forvaltningsorganisationen.
Foto: PR / Netflix
Foto: PR / Netflix
Karen Rønde, direktør i DPCMO

Kronik | Alt for længe har de globale techplatforme brugt andres indhold på at skabe ny forretning og indtægtskilder uden aftale med rettighedshaverne. Det undergraver bæredygtigheden og udfordrer investeringerne i produktionen af nyt publicistisk, pålideligt indhold.

Derfor besluttede et stort folketingsflertal sidste sommer at give danske presseudgivere mulighed for rimelig betaling og vilkår, når tech tjener penge – direkte eller indirekte - på brug af presseudgivernes indhold. Den 2. juli 2021 stiftede en lang række mediehuse Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation ”DPCMO”. Vi repræsenterer ca. 97 % af de danske presseudgivere og er en non-profit medlemsbaseret forening.

Foreningens medlemmer har noget afgørende til fælles; alle er sat i verden for at støtte demokrati og sammenhængskraften i hele Danmark. Vi tager vores ansvar for den offentlige samtale seriøst.

Vi fik mulighed for at forhandle kollektivt, fordi der er stor ubalance og forskel i styrkeforhold mellem danske medier og de globale tech platforme. Den kollektive forvaltning er en fordel for både rettighedshavere, platformene og samfundet generelt. Medierne opnår mulighed for betaling ved udnyttelse af deres indhold, som kan geninvesteres, platformene kan forholdsvist nemt og ubureaukratisk få klareret brug af store mængder af indhold, og samfundet/danskerne sikres et fortsat mangfoldigt udbud af dansk kvalitetsindhold, som bidrager til den offentlige debat og et velfungerende demokratisk samfund.

Vanskelig opstart

Forud for stiftelsen af foreningen udtrykte bl.a. Google og Facebook (i dag Meta) ønske om at deltage i dialogen om, hvordan vi bedst løser de udfordringer, de skaber. Der er nu gået et år, hvor vi har forhandlet med platformene.

Et år, hvor platformenes magt stadig vokser. Nye tal viser, hvordan Google og Meta fortsætter med at øge deres omsætning på det danske marked og nu udgør over halvdelen af den samlede omsætning på det danske annoncemarked. Vi taler om milliarder. Og samtidig viser en ny undersøgelse fra Danske Medier, at de sociale medier er den vigtigste kilde til nyheder for unge.

Alligevel har det desværre vist sig ganske vanskeligt at få en aftale med bl.a. Google og Meta. Til trods for, at Facebooks danske chef ofte udtrykker fuld opbakning til regulering, oplever vi ikke handling bag de fine ord. Facebook-chefen udtrykte i foråret, at Facebook til tider godt kan blive lidt trætte af tonen i debatten; at Facebook er i ”hastig modning” og ”har efterhånden investeret voldsomt i at være mere ansvarlig.”

Tiden er mod medierne

Vi har endnu til gode at opleve denne ansvarlighed i praksis. Google gentager verden over, at de støtter en bæredygtig fremtid for journalistik, både i forhold til regulering og økonomiske bidrag. Vi oplever desværre endnu ikke, at Google støtter den danske regulering fra 2021. Det samme gælder Twitter, Apple m.fl. Vi må som et minimum kunne forvente, at platformene respekterer de danske regler.

Tiden arbejder for platformene og imod de danske medier. Tech udvikler kunstig intelligens, der kan læse andres indhold og gengive det. Lyd og video er på fremmarch. Derfor må lovgivningen afspejle den teknologiske udvikling, så udgivers nye rettighed ikke gøres illusorisk. Det er afgørende for den nye rettigheds effektivitet, at der er en reel forhandling, og at der indgås aftaler.

Vores håb er, at tech udviser reel forhandlingsvilje og snarest indgår aftaler, og at Regeringen og Folketinget vil sikre, at Danmarks styrke- og førerposition inden for bl.a. ophavsretten fastholdes i takt med den teknologiske udvikling, så den sammenhængskraft, dansk indhold bidrager til lokalt, regionalt og nationalt, ikke svækkes yderligere.

Mediealliance hyrer Netflix-chef til at sætte skub i forhandlinger med techkoncerner

Mediernes alliance indleder møder med Google, Facebook og andre techgiganter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også