Debat.

Med Kulturministeriets aktuelle udkast til bekendtgørelse for public service-puljen begynder vi at ane de fulde konsekvenser af at indføre en afgift på streamingtjenester.

Først og fremmest vil det er ikke længere forbeholdt de hjemlige tv-stationer at levere public service-tv til seerne. Vi skal indstille os på, at amerikanske underholdnings- og techgiganter som Disney, Netflix og Amazon Prime også kan blive statsanerkendte udbydere af dansk public service.

Der vil hellere ikke længere være et krav om, at tv-produktioner, der modtager offentlige penge, skal komme så mange danskere som muligt til gode. Hvis blot platformen, når ud til målgruppen for en støttet produktion, er det alt rigelig dækning til at udløse penge fra den statslige støttepulje.

Kulturbidraget kommer med en pris

Det store nummer i medieaftalen var at indføre en afgift - kulturbidrag – på streamingtjenester, så disse ”…engageres i det danske mediekredsløb og bidrager til bæredygtigheden af det kreative økosystem”.

Nu er kulturbidraget endelig blevet vedtaget i Folketinget og ventes at indbringe rundt 100 mio. kr. netto, som skal gå til at støtte finansieringen af dansk tv og film i bl.a. public service puljen.

Finansministeren kan glæde sig over, at han så i det mindste slipper for at skulle op med et tilsvarende beløb til det notorisk støttehungrende film- og tv-miljø. Men det kommer med en pris.

Streamingtjenesterne kommer rigtig nok til at betale til public service-puljen, men dem, der betaler afgiften, har ret til at få pengene tilbage som støtte til produktioner – det er et krav i et EU-direktiv. Streamingtjenesterne kommer til at bidrage, javist, men samtidig inviteres de endnu tættere på danskerne ved at producere indhold, der har Folketingets kulturelle blå stempel.

Producenterne får del i pengene

Dertil kommer, at det med medieaftalen bliver muligt for producenterne at søge støtte fra public service-puljen, hvis blot de kan dokumentere, at deres produktion kommer ud på en platform, som danskerne har adgang til. 

Det behøver ikke være hverken DR eller TV 2 og ej heller andre danske tv-kanaler som Kanal 5 eller TV3. En international streamingtjeneste med et dansk publikum er alt, de behøver.

Producenterne (hvoraf de mest succesrige danske er ejet af de to internationale konglomerater Fremantle og Banijay) slipper for besværet med at lave aftaler med fx DR og TV 2 og kan i stedet forene sig med de streamingtjenester, som man i det kreative miljø hidtil har set som en trussel mod dansk tv, men nu snarere italesættes som redningen. Producentforeningens direktør var en glad mand, da aftalen var i hus.

Public service er for alle

Tilbage sidder de traditionelle tv-seere, som nu om dage forbruger både flow-tv og on demand indhold fra de samme tv-stationer. Det er ca. to tredjedele af befolkningen, som har været vant til, at public service-indhold lå ét tryk væk på fjernbetjeningen – men fremover skal overveje at inkludere en eller flere af de internationale streamingtjenester, hvis de vil have det hele med.

Hvad blev der af intentionen om, at støttet indhold skal komme alle til gode? Hvad er der i vejen for at kræve, at alt indhold, der modtager public service støtte, efter en holdback periode på fx 24 eller 36 måneder, bliver gjort tilgængelig for alle som en del af betingelsen for at modtage støtte? 

Hvis ejeren eller producenten vil beholde sin kassesucces for sig selv, så fint med os: Du betaler bare din støtte tilbage til public service-puljen.

Sidste års medieaftale havde mange gode elementer, men der manglede mod til at sikre, at public service fortsat skal være for os alle. Det er det snart ikke længere.