Advokat vil have ombudsmand til at vurdere DR's bødebetaling

Må DR bruge licenskroner til at betale sagsomkostninger og bøder for journalister, der f.eks. dømmes for injurier? Det spørgsmål vil advokat have ombudsmanden til at tage stilling til.

Danskernes licenskroner til DR bør ikke kunne bruges til at betale regningen, hvis DR-journalister overtræder straffeloven i forbindelse med deres arbejde.

Det mener advokaten Michael Christiani Havemann, skriver Dr.dk. Han vil nu have ombudsmanden til at vurdere, om DR har været i sin gode ret til at betale de bøder, erstatninger og sagsomkostninger, som seks journalister fra DR er blevet idømt i to injuriesager fra henholdsvis 2011 og 2014.

"Jeg har bedt ombudsmanden om at tage stilling til, om det er en lovlig anvendelse af offentlige midler at betale sagsomkostninger for medarbejdere, der begår strafbare handlinger," siger Michael Havemann til Dr.dk.

De to sager har hidtil kostet DR 3,6 mio. kr. i udgifter til bøder, erstatninger og sagsomkostninger ifølge DR. Det beløb kan imidlertid ifølge Michael Christiani Havemanns beregninger lande på op mod ni mio., fordi DR også vil betale de dømte journalisters øvrige omkostninger bl.a. til den ekstra skatteregning, de står til som følge af sagerne.

Ifølge Skatterådet skal journalisterne betale skat af det beløb, som DR har valgt at betale for journalisterne, og den ekstraregning har DR også valgt at dække for DR-journalisterne.

Ifølge et svar fra skatteminister Benny Engelbrecht (S) givet i november til Folketingets kulturudvalg er der dog intet i vejen for, at en arbejdsplads vælger at dække et skattesmæk via lønudbetalingen.

"Det bemærkes i den forbindelse, at arbejdsgiveren har mulighed for at friholde den ansatte ved at udbetale et så stort beløb til den ansatte, det det også dækker skatten heraf," hedder det i svaret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også