"Danmarks største magasin. Bum!"

Tema: Efter røvturen. Jesper Laursen gik ned med bureauet InMente i 2008. I dag har han bygget nyt bureau op uden hjælp fra banken.
Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto
"Vi havde været i gang med InMente i otte år, da vi fik ideen om at lave et gadget-magasin, der skulle distribueres med Jyllands-Posten.

Annoncefinansieret, glittede sider, 160.000 eksemplarer. Danmarks største magasin. Bum!

Vi lancerede ’Gismo’, fire dage før finanskrisen begyndte.

Det første nummer tabte vi knap 600.000 kr. på. Det næste 400.000 kr. Og de næste to knap 100.000 kr. hver. Så havde vi også brugt alt, hvad vi ejede, og lidt til. Månederne før, under og efter var endeløse nætter af bekymring, hvor vi arbejdede som besatte med ryggen mod muren. Det var det hårdeste.

InMente kautionerede for de penge, vi havde lånt i banken til magasinprojektet, og bankerne var ikke lune på at låne os penge til at drive bureauet videre. Og så kunne vi ikke køre videre. Jeg kom ikke ud med gæld, men i løbet af et år mistede jeg alle de penge, jeg havde på bogen, og et firma,der kørte. Det var da øv.

Efter konkursen fik jeg tilbudt direktørjobbet i Media Movers (der overtog nogle af InMentes tidligere opgaver, red.). Efter et år blev jeg medejer, og to år senere overtog jeg helt.

Jeg føler mig ikke anderledes af konkursen, jeg er bare blevet meget klogere. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt nogen form for anger eller skam.

Jeg kan godt fortryde, at vi ikke greb magasinet anderledes an. Men ikke, at vi gjorde det.

Jeg havde heller ikke betænkeligheder ved at blive selvstændig igen, men jeg er blevet mindre risikovillig. Væksten har været fin i Media Movers, men den har været selvfinansieret. Jeg har heller ikke kunnet låne til firmaet, med mindre jeg kautionerede personligt, og det ville jeg ikke. Jeg havde lige prøvet at miste en million.

Jeg har lært at holde fokus på kerneforretningen. Magasinudgivelse og annoncesalg var i virkeligheden en helt anden boldgade for InMente. Man kan godt forestille sig, at Media Movers udvider med et nyt forretningsben, men det bliver ting, der ligger meget tæt på kernen.

Jeg har ikke oplevet, at nogen ikke ville have noget med mig at gøre eller reagerede negativt på grund af konkursen.

Jeg har også besluttet mig for at gribe det amerikansk an og tage det som et adelsmærke. Det vidner alt andet lige om noget drive og initiativ, som er ting, jeg gerne vil være kendt for.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også