"Vi havde haft Bastard i ni år, og vi var en stor succes på vores indhold. Men vi havde aldrig været gode til at lave overskud.

Jeg var adm. direktør og producent og aktiv i alle projekterne. Det største projekt i 2009 var dokumentaren ”Blekingegadebanden”. Den gik 2 mio. kr. over budget, fordi jeg ikke var nok over produktionen og mistede overblikket. Det knækkede os.

Vi havde ingen kassekredit eller egenkapital, der kunne absorbere underskuddet. Bankerne sagde nej til at låne os, selv om vi ikke havde nogen bankgæld, og selv om vi havde masser af ordrer. Men finanskrisen var ny.

I stedet ledte vi efter investorer. Det endte med, at vi gik konkurs, og at Monday (produktionsselskab, red.) overtog alle medarbejdere og projekter og lagde et beløb oveni til at betale kreditorerne.

Jeg sad i Sø- og Handelsretten i et venteværelse fuldt af slukørede mænd, der alle ventede på at blive erklæret konkurs af en dommer.

Det var vildt at kigge rundt på alle de mænd, der var på min egen alder; ingen kvinder, ingen unge eller ældre. Men jeg tænkte, at det var en trøst, at vi ikke var de eneste, der kunne finde ud af at fucke op.

Der sker en grad af kriminalisering, når man går konkurs. Man skal aflevere nøglerne til virksomheden og må ikke komme på stedet eller have adgang til computere. Du får ingen information. Jeg kunne ikke engang sige noget om tidshorisonten til dem, vi skyldte penge, og som vi kendte.

Det gik mig allermest på, at de ikke kunne få deres penge. Men de var sindssygt søde alle sammen. Jeg har ikke fået en eneste sur mine fra nogen.

Jeg var i Monday et år, så stiftede jeg Larm Film. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle være selvstændig igen. Jeg ville have friheden til at lave det, der virkelig betød noget for mig, og den kræsenhed kan du ikke tillade dig som ansat.

Da jeg skulle cvr-registrere Larm Film, krævede Skat en bankgaranti på 1,3 mio. kr. For at sikre, at jeg ikke prøvede at snyde med moms eller lignende. Jeg gik helt kold. Hvis det var min 10. konkurs, havde jeg kunnet forstå det, men man burde se mere nuanceret på det.

Man får tanken, at det offentlige system ikke er interesseret i, at man prøver at skabe noget nyt igen.

Da min revisor tog fat i Skat og forklarede, at jeg bare var mig selv i selskabet, kom der et nyt brev. Nu skulle jeg kun stille med en garanti på 75.000 kr.

Jeg ville gerne have en lille kassekredit, men banken sagde nej. Jeg tror, det er konkursen. Jeg bad om en kredit på 150.000, så det var ikke millionbeløb.

Jeg har lært at sige nej til ting og er meget mere bevidst om mine valg og min strategi. Skal firmaet være lille, skal jeg holde det småt. Vil jeg vokse, skal jeg udvide i stedet for bare at lade tingene ske.

Konkurs er ikke noget, vi snakker om i branchen. Jeg tror dybest set, det handler om mandlig stolthed. Det er bare ikke særlig fedt at tale om, at man har fejlet. Jeg synes, man skal prøve at slippe den stigmatisering af folk, der går konkurs.

Når man gerne vil støtte innovation og iværksættere, så skal det kunne mærkes — også når man går konkurs."