Netværk klar til at stoppe piraters annonceindtjening

Et forstærket samarbejde mellem centrale spillere på det danske annoncemarked skal sætte en stopper for netpiraters reklameindtægter og annoncering. 
Foto: Mikkel Khan Tariq/Polfoto/Arkiv
Foto: Mikkel Khan Tariq/Polfoto/Arkiv

Det skal være langt sværere for hjemmesider, der medvirker til brud på ophavsretten, at tjene penge på annoncer - eller selv reklamerer på nettet.

Det er tanken bag et nyt samarbejde og Adkodex, som en bred gruppe af virksomheder og organisationer inden for online markedsføring, er gået sammen om, skriver Danske Medier i en pressemeddelelse.

Nyt initiativ skal stoppe piraters annonceindtjening

Med tiltaget vil kredsen bl.a. blokere for, at websites, der ser stort på copyright og f.eks. tilbyder gratis download af film eller musik, samtidig kan tjene annoncekroner ved at stille reklameplads til rådighed for annoncørerne - som oftest gennem et annoncenetværk.  

"Det er ikke noget nyt, at medieindkøbere bruger megen tid på at sortere i, hvilke hjemmesider de køber annoncer på. Det er en del af vores service-offering til vores kunder. Det nye er, at der sættes en fælles standard, og at man deler viden om alle ulovlige, og dermed uønskede sites. F.eks. vil en filmdistributør typisk gerne sikre sig imod, at sende annoncekroner til fildelingstjenester - og et teleselskab ønsker ikke at reklamere på en side, der sælger ulovlige iPhones," siger Peter Loell fra Omnicom Media Group i meddelelsen.

"Samarbejdet er derfor et logisk skridt i en udvikling, hvor vi hjælper hinanden. Man kan sige, at vi nu begynder at crowdsource og dele de ressourcer, der skal til for at holde sådanne sorteringer aktuelle."

Haarder: Vi er nået langt   

Tiltaget udspringer af Kulturministeriets Dialogforum, der arbejder for at bekæmpe snyd gennem frivillige aftaler mellem aktører på internettet. Kulturminister Bertel Haarder (V) kalder det et godt eksempel på, hvordan markedet kan stå sammen om at bekæmpe, begrænse og presse ulovlige aktører tilbage på nettet.

"Det er et vigtigt led i bekæmpelsen af piratkopiering at sikre, at bagmændene ikke kan tjene penge på at drive de ulovlige hjemmesider. Jeg er derfor meget tilfreds med, at det er lykkedes rettighedshavere og virksomheder, der spiller en rolle i forbindelse med køb og salg af annoncer på internettet, at finde en fælles løsning på området. ”Adkodex” viser, at Danmark er nået rigtigt langt, når det gælder frivillige aftaler ift. håndhævelse af ophavsrettigheder, og jeg er sikker på, at vi kan bruge disse erfaringer også på internationalt plan," siger Bertel Haarder i meddelelsen.

Annoncesnyd kaster skygger over boomende online-marked

I JP/Politikens Hus, der bl.a. lever af at sælge annonceplads, ser man også store fordele i samarbejdet, siger driftsdirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen.   

"Indtil nu har medierne hver især måttet sikre lovligheden af indholdet i annoncerne på vores sider, herunder at der ikke sælges plads til virksomheder, der krænker andres ophavsrettigheder. Den kriminelle opfindsomhed er stor, og da det digitale marked er i eksplosiv vækst, er det en stor opgave for de enkelte medier. Med det nye samarbejde gør vi livet sværere for netpiraterne, og samtidig skaber vi et mere transparent og sikkert marked for online markedsføring," siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

De nye retningslinjer i Adkodex er foreløbig tilsluttet af mediehusene Berlingske Media og JP/Politikens Hus, organisationerne Danske Medier, DI Digital, Kreativitet & Kommunikation og RettighedsAlliancen, samt mediebureauerne GroupM og Omnicom Media Group og annoncenetværket Leeads og teknologivirksomheden Adform.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også