Annoncører og medier hilser EU-granskning af Google velkommen

EU-Kommissionens konkurrencekommisær Margrethe Vestager har indledt en undersøgelse af Googles position på annoncemarkedet i EU i denne uge. Det kan blive skelsættende for det digitale annoncemarked, vurderer annoncører og Danske Medier.
Foto: PR/Dansk Annoncørforening
Foto: PR/Dansk Annoncørforening

Både Danske Annoncører og Markedsførere og Danske Medier anser Googles solide position i markedet for digitale annoncer som værende så markant, at det kan være konkurrenceforvridende. Derfor ser de frem til EU-Kommissionens netop indledte undersøgelse af selvsamme konkurrencesituation, skriver Dansk Markedsføring.

"Google sidder lige nu både på den del af teknologien, der sælger digitale annoncer, og den del af teknologien, der køber digitale annoncer. Grundlæggende kan Google altså give sig selv bedre vilkår i det digitale annoncesalg ved at lade sælgersiden vide, hvad købersiden gerne vil give for de digitale annoncer," siger Holger Wilcks, direktør i Danske Annoncører og Markedsførere, til mediet.

Han bliver suppleret af digital chef i Danske Medier, Allan Sørensen, der mener, at hvis ikke Google giver "total lige adgang" til data, vil der være tale om ikke fair konkurrence - og at han håber, EU-undersøgelsen vil resultere i et udfald på linje med resultatet i Frankrig.

Undersøgelse i gang

Kommissionen anført af konkurrencekommissær Margrethe Vestager har udset sig tre hovedområder, der vil blive gransket i undersøgelsen, som MediaWatch beskrev tidligere på ugen.

For det første skal den tjekke Googles rammer, der sørger for, at annoncører udelukkende kan købe reklameplads på koncernens videoplatform Youtube gennem selskabets egen annoncetjeneste "Display & Video 360".

For det andet skal den finde ud af, om Google gennem tekniske begrænsninger gør det sværere eller direkte umuligt for tredjeparter at konkurrere med koncernens annoncemarkedsplatform, AdX, hvor der kan handles med reklamepladser. Altså, om Google forfordeler platformen ved at gøre det sværere for tredjeparter at integrere deres egne værktøjer på platformen - og omvendt fremmer sine egne annonceværktøjer såsom Display & Video 360, Google Ads og Google Ad Manager på markedplatformen ved at indskrænke de tekniske muligheder for bruger tredjeparters værktøjer på AdX.

For det tredje vil EU-kommissionen undersøge, om Googles Privacy Sandbox, som koncernen har udviklet som erstatning for indsamling af brugerdata gennem cookies, vil have konkurrenceforvridende effekter, da mange tredjepartsselskaber inden for bl.a. annoncering er afhængige af netop cookie-data.

Følger i fodsporene fra flere

Undersøgelsen er igangsat, umiddelbart efter de franske konkurrencemyndigheder forrige uge idømte Google en bøde på godt 1,6 mia. kr. som kulmination på en undersøgelse af koncernens misbrug af sin position på det digitale annoncemarked. I samme instans indvilligede techkoncernen i at lave tekniske ændringer for at gøre platformen mere neutral i forhold til tredjeparter.

Også Privacy Sandbox har længe været under lup. Her har de britiske tilsynsmyndigheder siden januar undersøgt de potentielt konkurrenceforvridende elementer, udfasningen af tredjeparts cookies kan få for annonceøkosystemet. For få uger siden blev en række løfter fra Googles side om bl.a. at sikre gennemsigtighed og helt lige adgang til data præsenteret i den forbindelse. De er nu i høring i Storbritannien.

Facebook og Google er åbne for øget dansk regulering

Medier holder igen med at give Facebook tilladelse til udvidet artikelvisning

Bureauer melder om annoncemarked tilbage på sporet: "Genåbningen har givet et klart løft" 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også