Ungt mediebureau stempler ind på tysk marked

Mediabureauet Blackwood Seven har med venture-penge på lommen købt sig ind på det tyske marked.

Med opkøbet af det tyske bureau Booming har danske Blackwood Seven taget det første skridt ud på det internationale marked. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

I ryggen har det to år gamle mediebureau 50 mio. kr. fra tre venturefonde; Vækstfonden, Sunstone Capital og Conor Ventures.

Det tyske opkøb, Booming, har hovedkvarter i München og omsætter ifølge Blackwood Seven for ca. 50 mio. euro om året og har 50 medarbejdere. Udvidelsen skal åbne døren til det tyske annoncemarked, hvor der investeres for mere end 20 mia. euro om året, skriver Blackwood Seven.

Bureauet blev stiftet for to år siden og har udviklet sin egen platform for datastyret medieplanlægning, der beregner salgseffekten af kampagneindrykninger i forskellige mediekombinationer. Det er i kraft af den databaserede beregning af, hvilke medieindkøb der vil have størst mulig effekt, at Blackwood Seven ser sig selv som alternativ til andre mediebureauer.

"En række potentielle kunder har efterspurgt vores kompetencer og platform i udlandet. Tyskland har i den forbindelse været i fokus i længere tid. Vi undersøger også muligheden for opkøb i andre lande, hvor især USA har vores interesse," siger Carl Erik Kjærsgaard, medstifter og bestyrelsesformand i Blackwood Seven, i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også