Flere kvinder fortæller om sexisme-sag på TV 2 og kritiserer håndtering

En medarbejder på TV 2 opførte sig gennem flere år upassende og grænseoverskridende over for en række kvindelige ansatte på tv-stationen, skriver Berlingske og Journalisten. Flere af kvinderne kritiserer ledelsen for at nedtone sagen i den nuværende debat.
Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Flere nuværende og tidligere ansatte på TV 2 har igennem en årrække været udsat for lumre beskeder og krænkelser af seksuel karakter af en mandlig chef på tv-stationen. Det fortæller de til Berlingske og fagbladet Journalisten.

Fagbladet Journalisten har talt med tre kvinder, som inden for de seneste fem år har fået "lumre" og "klamme" beskeder fra den pågældende og over for Berlingske har tidligere projektleder på TV 2, Katja Ring Johansen, tilsvarende beskrevet en grænseoverskridende oplevelse og opførsel.

Den pågældende chef stoppede kort tid efter, ledelsen blev gjort opmærksom på sagen, men flere af kvinderne kritiserer nyhedsledelsen for at nedtone den i den verserende debat om sexisme, hvor nyhedsdirektør Mikkel Hertz i sidste uge bl.a. udtalte, at det ikke er hans indtryk, at der er en sexistisk kultur på TV 2. Adm. direktør på TV 2, Anne Engdal Stig Christensen, siger til Journalisten, at hensynet til fortrolighed har vejet i kommunikationen internt, men at hun vil overveje en anderledes tilgang fremover.

”Men det er jo klart en diskussion, hvorvidt man skal bringe det mere eksplicit ud i organisationen. Det kan godt være, vi vil gøre det i fremtiden. Vi sidder lige nu midt i epicentret af debatten, så vi får jo læring om det her emne hver dag,” siger hun til Journalisten.

Indkaldte til stormøde

Debatten om sexisme i mediebranchen har igennem ugen især været centreret omkring TV 2. Mandag berettede en række tidligere ansatte på TV 2 over for Berlingske om en sexistisk kultur på tv-stationen. De gik samtidig i rette med nyhedsdirektør Mikkel Hertz, fordi de mente, han i TV 2 News-programmet "Presselogen", hvor han også omtalte den nylige sag om sexisme, reducerede problematikken til et spørgsmål om få brodne kar.

Debatten fik tirsdag TV 2 Nyhedernes ledelse til at indkalde medarbejderne i nyhedsafdelingen til stormøde. Efterfølgende erkendte TV 2's nyhedschef Jacob Kwon, at der er problemer med en mandsdomineret kultur.

"Vi må nok erkende, at der har været en mandsdomineret kultur på TV 2 Nyhederne, og måske er der stadig en del af den tilbage. Vi kan i hvert fald konstatere, at der er en del flere mandlige end kvindelige chefer, og det alene er nok med til at præge kulturen og noget af det, vi nok er nødt til at få kigget på," sagde Jacob Kwon til MediaWatch.

TV 2 er ikke alene om at være genstand for beretninger og vidnesbyrd om sexisme. Torsdag beskrev Information, at 10 tidligere praktikanter i DR har klaget til ledelsen over krænkende oplevelser af seksuel karakter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også