DR klager over pressechef i Københavns Kommune

DR Nyheder mener, at Københavns Kommunes pressechef har spredt falske oplysninger i forbindelse med sagen om DR's dækning af hashmisbrug på døgninstitutionen Nexus.

DR har selv fået kritik for 21 Søndags brug af skjult kamera i forbindelse med historien om hashmisbrug på døgninstitutionen Nexus.

Nu skyder DR tilbage på Københavns Kommune, hvor blandt andet socialborgmester Mikkel Warming (EL) har kritiseret på DR's journalistiske metoder. DR mener, at pressechef i Københavns Kommune Flemming Platz bevidst har spredt falske oplysninger om dækningen. Derfor har DR nu klaget over pressechefen til kommunen. Det sagde chef for TV Avisen Naja Nielsen i Presselogen på TV 2 News i weekenden.

”Det er ikke i orden, at embedsmænd fylder vores kilder med forkerte oplysninger. Alle vores kilder er blevet ringet op med påstande om, at hele vores historie bygger på én kilde, at vi var ude på at hænge de unge ud, og at vi havde manipuleret med de unges udtalelser,” sagde hun i Presselogen.

”Det er i orden, at man diskuterer DR's metoder, men det er ikke i orden, at kommunen fører den her kampagne,” sagde Naja Nielsen.

Pressechef afviser

Ifølge hende skulle Flemming Platz blandt andet have ringet til misbrugseksperten Henrik Rindom, der medvirkede i indslaget, og givet et referat af indslaget, inden Rindom selv havde set det, og på den baggrund have konstateret, at DR havde manipuleret med ham. Ifølge DR er man også blevet forbudt at få et interview med bostedets leder, mens kommunen flere gange er kommet med påstanden om, at man blot kunne have ringet og spurgt til hashmisbruget i stedet for at bruge skjult kamera.

Flemming Platz sagde selv i programmet, at han blot reagerer, når han ser, hvad han kalder ”dårlig journalistik”.

”Jeg synes, det er underligt, at DR nu pludselig er bange for pressen selv. Det var Berlingske, der selv ringede og bad om aktindsigt i korrespondancen mellem DR og Københavns Kommune, fordi de godt kunne se, at der var et eller andet ravruskende galt, og at de her (skjulte, red.) optagelser var helt unødvendige. Fagbladet Journalisten og BT har også interesseret sig for sagen. Det er altså noget, de selv har fundet på. Det er ikke noget, jeg har lavet,” siger Flemming Platz til Presselogen.

Ny PS-kontrakt tvinger DR til større økonomisk åbenhed

TV 2 gafler Lotte Lindegaard fra DR1

DR vil forlænge lån 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også