TV 2 gafler Lotte Lindegaard fra DR1

Kanalchef for DR1 og DR3 Lotte Lindegaard skifter per 1. august til TV 2, hvor hun bliver ny kanalchef, oplyser tv-stationen.

TV 2 vil gøre DR1 kunsten efter og henter Lotte Lindegaard til koncernen som ny kanalchef for hovedkanalen. Det skriver TV 2  i en pressemeddelelse. Lotte Lindegaard har som kanalchef for DR1, DR3 og Ramasjang været en nøgleperson i omlægningen af DR1, der i løbet af det seneste års tid har vendt den nedadgående seerudvikling og vundet bemærkelsesværdige seerandele.

Nu får hun ansvaret for TV 2's kanalstrategi, hovedkanalens indholdsprofil og udviklingen af programmer. Hun får reference til TV 2's programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, der netop er tiltrådt hos TV 2 som ny programdirektør efter fyringen af Palle Strøm og Keld Reinicke i april. Anne Engdal Stig Christensen blev også hentet fra DR1, hvor hun var med til at lægge brikkerne i hovedkanalens makeover som programchef. Nu er duoen altså samlet igen for at løse samme opgave hos konkurrenten, TV 2:

"TV 2 skal i de kommende år både bevare sin position som Danmarks største tv-kanal og sin enorme styrke på det kommercielle marked samtidig med, at nye aktører og måder at se indhold på kommer til. For at kunne lykkes med det projekt er det vigtigt, at jeg har en meget stærk strategisk ledelsesgruppe på hovedkanalen – og i den er kanalchef Lotte Lindegaard en helt central figur. Jeg har tidligere og især igennem det seneste år arbejdet tæt sammen med Lotte på DR og ved derfor præcis, hvad hun kan bidrage med. Lotte er udover at være en fantastisk chef og ildsjæl en af Danmarks mest kompetente og kloge indholdsmennesker inden for tv-produktion," Anne Engdal Stig Christensen i meddelelsen.

Lotte Lindegaard udtaler:

"TV 2 har stået for så meget gribende, underholdende og originalt tv gennem årene, og nu er det tid til at genfinde styrken på hovedkanalen. Jeg ser med stolthed tilbage på min tid på DR, hvor jeg har løst opgaven og skabt en ny relevant public service-profil på DR1, men det er ikke ofte, at en udfordring og en mulighed som denne byder sig. Jeg nærer stor kærlighed til TV 2 og glæder mig afsindigt til de opgaver, som venter mig."

Programchef Sune Roland fortsætter i rollen som programchef og daglig leder af TV 2's redaktørkorps.

Lotte Lindegaard kom til DR1 fra produktionsselskabet STV Production i 2011, hvor hun afløste Ulla Pors Nielsen, der skiftede til en stilling som event-chef på TV 2. Hun har tidligere været børne- og ungdomsredaktør på TV 2 fra 2004 til 2007 - efter at have haft samme titel hos DR fra 2000-2004.

 

DR1-boss bliver 50 år 

"Det bliver et langt, sejt træk"

Q1: DR vinder ind på TV 2 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også