Bo Lidegaard – kendt som Det knivskarpe træsværd – oplyser til MediaWatch (tirsdag, red.), at han ikke har lovet BT's kilder beskyttelse (i spørgsmålet om, hvem der var BT's kilde i statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag, red.).

Jeg er derfor galt afmarcheret, når jeg bebrejder ham, at han skader kildebeskyttelsen som institut ved at bebude fortsat jagt på BT's kilder i statsministerens skattesag, efter at kommissionen har opgivet denne mission.

Lidegaard forklarer, at han ikke er på hold med BT: "Vi beskytter vore egne kilder – ikke deres", erklærer han.

Sidstnævnte løfte svigtede Politiken dog så sent som i søndags, hvor bladets kulturredaktør Jes Stein Pedersen skrev, at Lars Løkke Rasmussen havde leveret bogen 'LLR' til avisen, hvilket satte den i stand til at skrælle værkets beskedne nyheder før andre.

Politiken beklager fejlagtig læk af kilde

Men oplysningen blev straks efter betegnet som en fejl, chefredaktionen søgte at trække tilbage. Enten fordi den ikke skulle være sluppet ud – eller fordi kulturredaktøren er rundt gulvet.

Lidegaard betjener sig af det gamle trick med at skælde mig ud for noget, jeg ikke har sagt. Jeg er klar over, at han ikke har lovet BT's kilder beskyttelse – allerede fordi han ikke kender dem.

Mit enkle synspunkt er blot, at når han bebuder fortsat jagt på BT's kilder, og bladet klumrer i det med LLR-bogen, fungerer han som et fugleskræmsel, der jager folk med delikat viden væk langt fra rollen som anonym kilde. Sådan et skræmsel bevæbnet med træsværd skader den samlede presses muligheder for at få fortrolig besked i tillid til kildebeskyttelsen.

Det synspunkt tillader jeg mig at opretholde, uanset Politiken-redaktørens kunstfærdige forklaringer.

Lad det samtidig være svar til min lærde læremester Jeppe Duvå på Kristeligt Dagblad, idet det vil føre for vidt at gennemgå hans forvirrede kursus i kildebehandling i fortid, nutid og fremtid.