Bent Falberts kommentar ”Politikens uskønne jagt på kilder” (08.12.14) blander en rigtig forundring over Politikens manglende styr på egen kildebeskyttelse sammen med en mere generel påstand om en kollektiv, branche-forpligtende kildebeskyttelse, som er en klassisk misforståelse af kildebeskyttelsesbegrebet.

Dogmet, som altså beror på en misforståelse af, hvad kildebeskyttelse går ud på, lyder sådan her - med Falberts egne ord:

"Det er simpelt hen uantageligt at skabe mistillid til kildebeskyttelsen ved, at det ene medie anstrenger sig for at udlevere det andet medies kilder."

Debat: Politikens uskønne jagt på kilder
Dogmet bruger han til at kritisere Politiken for at gå på jagt efter BT's kilde i skattesagen. Men Politiken gør bare det, som de bedste medier i angelsaksiske lande altid har gjort med flid, og som danske medier måske i endnu højere grad burde gøre: Agerer fjerde statsmagt med den vigtige sideopgave, at denne statsmagt naturligvis også skal kontrollere sig selv. Medierne skal nemlig ikke stå sammen om én autoriseret sandhed, men helst konkurrere i god pluralistisk ånd om at servere forskellige tilgange til og variationer af, hvad der er sket. Ellers kunne vi jo nøjes med ét statsbemyndiget medie. Dejligt overskueligt, men ikke særlig rart.

Overføres ikke fra medie til medie

Derfor: Det er demokratisk vigtigt, at kildebeskyttelsen, som medie X måtte love en kilde, kun gælder for medie X – og ikke automatisk overføres som en forpligtelse til alle andre medier til også at beskytte identiteten af medie X’s kilde.

Naturligvis skal medie Y kunne afsløre det, hvis medie X's kilde fortæller løgnehistorier, som medie X bevidst eller ubevidst lader sig bruge til at udsprede. Og naturligvis skal medie Y interessere sig for, hvor der er en læk i den statslige forvaltning, hvis en sådan læk er kilde til en tvivlsom historie i medie X.

Er det en undergravning af kildebeskyttelsen? Overhovedet ikke. Det er bare en beskrivelse af, hvad der faktisk ligger i kildebeskyttelsesbegrebet.

Alle ville hæfte for hinanden

Selvfølgelig skal en journalist beskytte sin kilde, hvis det er aftalt, at kildens identitet ikke skal frem (det er desværre et princip, som Falberts tidligere arbejdsplads har valgt at bryde med i mindst én opsigtsvækkende sag inden for de seneste år). Men journalister på andre medier er ikke omfattet af denne journalists fortrolighedsløfte. Naturligvis ikke.  Det ville etisk set være ret bekymrende, hvis f.eks. Jyllands-Postens journalister automatisk blev underkastet et løfte, som en journalist på f.eks. Information finder på at afgive til sin kilde. Det ville betyde, at alle journalister skulle hæfte for hinanden.

Hvem sagde loge?

Det medie, der bringer en historie baseret på fortrolige kilder, må selv sørge for, at dets kilder ikke kan afsløres. Det er ikke andre mediers opgave. Hvis det forholdt sig anderledes, ville det netop gøre alle medlemmer af standen til logebrødre med fælles tavshedsløfte. Ellers tak. Og heldigvis for vores læsere, lyttere og seere er det ikke tilfældet.