Debat: Mordforsøg på browseren

Facebooks seneste opfindelse 'applinks' er en djævelsk god og djævelsk farligt ide, der truer mediernes webbaserede annonceforretning, skriver Søren Pedersen.
Foto: Paul Sakuma
Foto: Paul Sakuma
Søren Pedersen, udvikler, Ekstra Bladet

Uden papir, ingen papiravis. Uden browser, ingen digitale nyhedersmedier.

Vi er øjenvidner til et åbenlyst mordforsøg på browseren, og nyhedsmedierne står bare og kigger på uden at gribe ind. Værre endnu; Nogle af browserens allerbedste venner har vendt den ryggen og opfordrer nu ligefrem til en hurtig henrettelse. Tag nu f.eks. Anders Emil Møller, digital chef på Politiken:

"applinks.org for alle lyder som det helt rigtige" - sagde han virkelig det?

Lad os se lidt på hvordan Politikens digitale chef i virkeligheden støtter en udvikling som truer med at sende Politiken og for den sags skyld alle andre danske nyhedsmedier ud på en regulær katastrofekurs.

Brugere skal holdes i evigt apps-flow

Applinks.org blev lanceret den 30. april under Facebooks F8 konference. I hvad der lignede en smuk forsvarstale for internettets helt centrale omdrejningspunkt, URL'en, identificerede Facebook det store problem i dagens mobile oplevelse: browseren. Hvem gider have en langsom og uduelig browser smidt i hovedet, når de klikker på et link i Facebooks egen mobile applikation? Ingen. Nej, lad os i stedet gøre det muligt at holde brugerne i et evigt flow af muskuløse apps, bundet sammen af den gode gamle URL.

Facebooks nye initiativ applinks.org er kort fortalt et forsøg på at afkoble URLen fra browseren. URLen er den web-adresse som typisk starter med “http://”, og lige fra internettets start, har vi været vant til at sådanne URLer åbner i en browser, når vi f.eks. klikker på dem i form af links i en e-mail eller på Facebooks wall.

Et drømmescenarie for Facebook

Hvis Facebook lykkes med denne afkobling mellem URL og browser, vil vi i fremtiden opleve, at et klik på et link til f.eks. en filmanmeldelse hos Imdb.com ikke længere åbnes i browseren, men derimod aktiverer IMDB's egen app. Et klik på et link til en sang åbner i Spotifys app, osv. Har du ikke den app installeret, som passer til et givent link, har du to muligheder: Du kan med et enkelt klik vælge at

installere den nødvendige app og få den fulde oplevelse, eller du kan vælge at se linket i det stærkt amputerede browser-tæppe, kaldet ‘in-app’ browseren, som du allerede kender fra i dag, når du f.eks. klikker på et nyhedslink på Facebooks wall.

Et drømmescenario for Facebook er således en bruger, som med ganske få klik kan komme fra Facebook over en musikoplevelse på Spotify, til køb af en koncertbillet i Songkick og tilbage igen. Hyponotisk fra app til app til app. Væk med den antikvariske browser, som altid ødelægger stemningen med dårlig performance, vildfarne bannere, umulige indtastninger af login- og kreditkortoplysninger, og i mange tilfælde runder festen af med at bortføre brugeren i en total forvirring af browser- faneblade.

Den bedste ide siden Like-knappen

Applinks er en djævels god ide. Faktisk den bedste ide som Facebook har fået siden LIKE-knappen. Teknologien ligger klar. Den er gratis, nem at implementere, og mange af de store app-producenter har allerede opdateret deres apps med den. Lignende initiativer fra Google, Twitter og flere andre vidner om alvoren. En drabelig kamp om kontrollen over hvilke apps de gamle URL'er skal aktivere, er uundgåelig, men uanset, hvem som vinder, vil udfaldet være det samme. Browseren er dødsdømt.

Motivet har vi allerede kortlagt. Browseren er en sølle teknologi. Den er vores tids svar på tekst-tv. Tilsat lidt farver. Men hold k… hvor går det langsomt sammenlignet med en lynhurtig swoosh-swipe-ding-dong-oplevelse i en app. Problemet er dog ikke alene, at vi ikke kan spinde 3D objekter med 60 fps samtidig med, at vi video-chatter. Det altoverskyggende problem er, at de store spillere ikke kan tjene penge på krøblingen. Derfor har den ingen fremtid.

Med applinks skubber Facebook browseren tættere på en afgrund, som efterhånden er skræmmende tæt på. De seneste tal viser således at 86 pct. af vores tid på mobile devices tilbringes i apps. Resten, 14 pct., i den mobile browser (tilsvarende tal fra 2013 er 80/20, kilde: flurry.com). Med de tal i baghovedet var Facebooks anden store annoncering til F8, annonceringssystemet kaldet Facebook Audience Network, måske ikke så overraskende. Men alligevel.

Vil skovle penge ind

Mange af os havde i lang tid forventet en Adwords-konkurrent fra Facebook. Men næh nej. Ikke alene er de hamrende ligeglade med  nyhedsmediernes absolutte top indtjeningskilde - desktoppen.

De er ligeglade med browseren per se. De nye annonceformater virker kun i apps. Facebook kunne ellers så let som ingenting have snuppet milliarder fra Google, som i dag sidder på næsten halvdelen af de mobile annonceindtægter, langt de fleste via browseren. Men deres budskab er klart - vi gider ikke spilde tid på den gamle krikke.

Set fra perspektivet af den mobile browser er det en ren gyser, hvad der kommer til at foregå i Facebooks annoncenetværk. Her vil bannere blive fremført mere flydende, mere solidt, mindre irriterende. Samtidig sikrer kombinationen af konstant indlogning og Facebooks ekstreme penetration, at targeting vil blive uhyggelig præcis. Med dette kraftigt revitaliserede app-økosystem båret frem af applinks.org og det nye annoncenetværk, skal man ikke være Mogensen & Kristiansen for at forudse, at Facebook og deres annonceringspartnere kommer til at skovle penge ind.

Tilbage til aggressiv app-strategi

Situationen er livstruende. Apps vil suge annoncekronerne ud af browseren, og det kommer til at gå stærkt. Vi fik 100 lukrative år med papiravisen, 15 lukrative år med desktop-browseren. Med mobil-browseren bliver det allerhøjest til et par stykker. Skal Politiken og andre nyhedsmedier, der har valgt at satse 100 pct. på browseren, overleve, er der kun en vej frem, og det er tilbage. Tilbage til den aggressive app-strategi, uanset hvor ondt det må gøre.

Det bliver en svær kamel at sluge. De tabte app-udviklings-millioner og irritationen over at være i lommen på Apple og Google, ligger frisk i hukommelsen. Buzz-teknologier som html5 og responsive websites har for en stund skabt håb, men fordi de afvikles i en svag browser, kommer de aldrig til at være andet end et pinagtigt forsøg på at efterligne app'ens egenskaber.

Sluges kamelen er der til gengæld masser af potentiale. I dag går langt den største del af trafikken ud af Facebook til nyhedsmedier. Med applinks.org kan medierne vælge at åbne disse historier i en app, og dette ville med minimal indsats bringe nyhedsmedierne til tops på app-ranglisterne. Og når medierne først har fanget folk i en app, som åbnes igen og igen og igen, er vejen til deres lommer markant kortere end i browserens begrænsende univers.

At browseren dør er på mange måder utrolig tragisk. Browseren er vidunderlig simpel, demokratisk og gennemskuelig. Dens banemand, app’en, er kompleks, kommerciel, lukket og suspekt. Men den er stærkere. RIP kære browser. I fremtiden vil du være reduceret til et genfærd i form af ‘in-app’ browseren; Kirkegården for de URLer, som aldrig fandt deres egen app at høre hjemme i.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også