Sidst i november døde musikeren Hugo Helmig, kun 24 år gammel, og det siger sig selv, at et dødsfald i den alder er tragisk. 

Det siger også sig selv, at dødsfaldet har offentlig interesse; han var i gang med en lovende karriere, og hans forældre er selv kendte mennesker, nemlig musikeren Thomas Helmig og forfatteren og psykologen Renée Toft Simonsen.

Så dødsfaldet skulle medierne selvfølgelig fortælle om, og det gjorde de også, men med ni dages forsinkelse. Et enkelt medie, som bragte nyheden allerede fire dage efter dødsfaldet, er nu blevet indbragt for Pressenævnet – på grund af ”manglende forelæggelse og krænkelse af privatlivets fred”. 

Det hurtige medie er partiet Stram Kurs’ hus- og hoforgan, Frihedens Stemme, og som det fremgår af mediets dækning, havde det dokumentationen i orden: Det havde gjort, hvad enhver borger kan gøre, nemlig indgivet en adresseforespørgsel hos folkeregisteret.

Klageren er ifølge fagbladet Journalisten en klageberettiget, og det vil sige en, som direkte eller indirekte omtalt i den artikel, der klages over, det vil sige en nær pårørende.

Opsigtsvækkende

Der er to opsigtsvækkende forhold i dette her: Dels at alle medier, på nær misteltenen Frihedens Stemme, venter så længe med nyheden. Og dels klagen til Pressenævnet.

Hvad ventede medierne på? Se & Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, sagde, at ”familien skal have rimelig tid til at informere”, og Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, forklarede direkte, at ”vi har vidst, at familien ikke ønskede det”.

Jeg kan ikke gøre mig til dommer over den beslutning, for jeg kender ikke omstændighederne – var der for eksempel nære pårørende, som var ude at rejse et sted uden mobildækning? Men det er alligevel usædvanligt at vente så lang tid med at offentliggøre dokumenterede oplysninger af offentlig interesse – reelt uden at give nogen begrundelse for det. 

Men også den manglende begrundelse kan der være grunde til, og dem vil jeg ikke spekulere i. Frihedens Stemmes chefredaktør, Rasmus Paludan, hævder, at man har givet de to kendte forældre særbehandling, og det har han forhåbentlig ikke ret i, men allerede anklagen gør, at det ville være fint, om de kritiserede medier ville sige lidt mere om deres beslutning.

God presseskik?

Og så er der pressenævnssagen. Den ender forhåbentlig uden kritik. Der står intet sted i de vejledende regler for god presseskik, at man ikke må offentliggøre et dødsfald, før de pårørende har givet lov. 

Der står sådan set det modsatte: ”Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på mediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om mediernes frie og uafhængige stilling.”

Det er muligt, at de presseetiske regler bør ændres på dette punkt; så vil der i hvert fald være klare regler, og ens regler for alle. Det må vi jo diskutere, men det kan vi kun, hvis chefredaktørerne vil fortælle lidt mere om grunden til, at de ventede så længe.