Medieklummen. Elon Musks overtagelse af Twitter har skabt kaos, og processen er stadig i gang. Den kan føre platformen helt ukendte steder hen. Men der er allerede én foreløbig konklusion, vi kan drage: Censur af sociale medier kan være på vej til at blive markedsreguleret i stedet for lovreguleret.

Da vi i en fjern fortid første gang hørte om ”censur” på sociale medier – redigering, ville nogle kalde det – handlede det om, at Facebook håndhævede ”fællesskabsregler”, som var tilpasset amerikansk moral. Derfor ingen bare bryster, heller ikke på danske Facebook-sider. Vi mærkede her som danskere en af globaliseringens bagsider: I en global offentlighed snævres ytringsfrihedens rammer sig ind; alt, hvad der kan fornærme nogen, et eller andet sted, risikerer at blive forbudt.

Men der var også strømninger, som direkte krævede mere ”redigering”; platformene skulle ”tage ansvar” for deres indhold, så fx Youtube ikke blev brugt til selvmordsvideoer, eller Facebook til dødstrusler. Næste skridt blev lovgivning; Tyskland fik sin berygtede Netzwerkdurchsetzungsgesetz fra 2017, som pålægger platformene at gribe ind over for ”hadkriminalitet”; de skal slette det, og de skal politianmelde det.

Loven blev fra begyndelsen kritiseret af både ytringsfrihedsforkæmpere og menneskerettighedsorganisationer, men den er ikke blevet afskaffet; den er tværtimod blevet skærpet.

Den tyske lov er et skridt i retning afprivatisering af myndighedsopgaver, men platformene skal nu udføre patruljetjeneste. I USA er privatiseringen også i gang: Her har myndighederne overdraget det til en privat organisation, Election Integrity Partnership, at holde øje med, om der manipuleres på nettet.

Election Integrity Partnership er dog ikke en forretningsmæssigt drevet virksomhed, men et ideelt samarbejde, hvis førende partnere er to amerikanske universiteter, Stanford og University of Washington, men vi er dog ude i den private sfære.

Annoncørernes fravalg

Og så er vi fremme ved de skelsættende begivenheder siden slutningen af oktober, da Elon Musk overtog kontrollen med Twitter.

Musk ankom med en i hvert fald tilsyneladende idealistisk programerklæring om at udvide ytringsfriheden, kombineret med en målsætning om at gøre Twitter mindre afhængig af annonceindtægter. Den kombination giver mening, for som vi nu har set, er det faktisk annoncørerne, der er blevet den største og mest umiddelbare trussel mod ubegrænset ytringsfrihed på Twitter.

For udsigten til at optræde på samme platform som Donald Trump og hans tilhængere, eller det som er værre, har fået annoncører i store mængder til at vælge Twitter fra – hvilket ofte har været en let beslutning, fordi Twitter sjældent spiller nogen afgørende rolle i annoncørernes mediaplaner.

Markedet sætter grænserne

Der er ikke bare tale om annoncører, som ikke vil ses i selskab med ekstremister.

Vi ser også virksomheder, der ikke vil være på en platform, hvor brugerne ikke længere bliver verificerede, og risikoen for falsknerier derfor vokser: I begyndelsen af november lukkede medicinalgiganten Eli Lilly ned for sin Twitter-annoncering, efter at en falsk konto i Eli Lillys navn havde tweetet, at insulin nu var gratis.

Den slags er der jo ingen annoncører, der gider. Og for Twitter er de nøgne realiteter i dag, at det er annoncørerne, der sætter de snævreste grænser for ytringsfriheden – det er hverken lovgivning eller almindelig moral.

Det kan hænde, at vi en dag vil savne den politiske regulering, som dog kunne håndteres politisk.