Rapporter peger på flere triste nyheder for journalister

Flere fravælger at læse nyheder, unge mennesker opsøger dem ikke aktivt, og sociale medier har overhalet nyhedsmedier som hovedkilde for de unge til nyhederne. Branchen står med et tiltagende framenteringsproblem, og vi bliver nødt til at tale om det, lyder det fra Uffe Gardel, der har ført pennen i denne uges medieklumme.
AF UFFE GARDEL, FREELANCE JOURNALIST

Medieklummen | Det har været en måned med triste nyheder for journalister. Først kom Reuters Institute Digital News Report 2022 med masser af triste oplysninger, for eksempel at stadig flere mennesker aktivt fravælger at læse nyheder – i Danmark 20 pct. mod 14 pct. for fem år siden. Og så var der Danske Mediers undersøgelse om unges medievaner – over halvdelen af de unge ser kun nyheder, når de tilfældigvis støder på dem; de opsøger dem ikke aktivt. Og deres vigtigste nyhedskilder er de sociale medier.

Som en dyster understregning af dén pointe fortalte Mediehusene Midtjylland forleden, at de tre lokalsites målrettet unge, man oprettede sidste år, nu bliver lukket igen; økonomien hænger ikke sammen.

Reuters-rapporten viser på side 42 med en enkelt graf, hvad det er, der foregår, vist under ét for 12 udvalgte lande (Danmark er ét af dem). Trenden er måske ikke dramatisk, men den er klar: De sidste tre-fire år har sociale medier været unges hovedkilde til nyheder, og SoMe’s forspring bliver stadigt større.

I 2022 angav 39 pct. af de 18-24-årige på tværs af de 12 markeder, at deres hovedkilde til nyheder er sociale medier. 34 pct. angav nyhedsmediers hjemmesider eller apps, viser grafen.

Fragmenteret nyhedsbillede

Ud over de økonomiske aspekter – medier koster som regel penge, SoMe er gratis – så har det også en betydning for hvad, der bliver formidlet. Som Reuters-rapporten udtrykker det – på side 14:

”Nyheder bliver ofte tilgået af unge på en mere fragmenteret måde, hvilket betyder, at folk somme tider går glip af væsentligt indhold, som tidligere var omhyggeligt pakket til lineære fortællinger af de almindelige medier.”

Fragmenteringsproblemet er selvfølgelig relevant for netmedier generelt, men især da for sociale medier, og hvis de klassiske medier prøver at nå unge ved at efterligne SoMe, eller ligefrem være der selv, så løser man jo ikke problemet; tværtimod.

Måske øger man også problemet med fravalg af nyheder. For der kunne jo tænkes at være en sammenhæng mellem fragmentering og fravalg. Det er en vis dækning for dén hypotese hos Reuters. På side 13 får vi i hvert fald denne liste over grunde, folk angiver til at undgå nyheder, opstillet i rangorden:

  • for meget om politik og covid-19
  • bliver i dårligt humør af nyheder
  • bliver træt af mængden af nyheder
  • nyhederne er ikke troværdige
  • nyheder fører til skænderier
  • der er ikke noget jeg kan gøre med oplysningerne

Kort og godt: Man oplever, at man bombarderes med løsrevne stumper af data, man ikke kan sammensætte til informationer, og derfor ikke kan validere og ikke sætte i en sammenhæng og derfor heller ikke rigtigt bruge til noget.

Vi må tale om det

Uanset hvad man mener om ”konstruktive nyheder”, så kan man ikke længere afvise, det kunne være en del af løsningen. Også selv om man som jeg er enig med Berlingskes ansv. chefredaktør, Tom Jensen i, at demokratiets kerne er kritik, og ikke konstruktivisme, så bliver vi nødt til at tale om dette her. Overbliksmedier kunne også have været en mulighed, hvis ikke det var fordi de fleste forsøg i den retning er endt som tordnende fiaskoer.

Måske er der bare ikke nogen løsning; der findes faktisk uløselige problemer. Måske er trenden uafvendelig, og om føje tid vil demokratierne være delt op i små eliter, som læser noget, der ligner Weekendavisen og die Zeit, og et stort, stort flertal, som har opgivet at følge med i andet end sport og popmusik, og ellers ser kattevideoer.

Det er den vej, det går. Men det ville da være en skam ikke at prøve en sidste gang at vende udviklingen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også