Efter læsning af en ellers overbevisende rapport "Public service de næste 10 år" fra Public service-udvalget under Kulturministeriet sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at der mangler noget vigtigt i rapportens analyser:

Hvad med brugen af flere platforme på samme tid? Hvad med "second screen" og konsekvenserne af, at man samtidig har to eller flere digitale apparater og medieformer i gang, f.eks. et fjernsyn, en mobiltelefon, en tablet, en laptop-computer, et magasin eller et dagblad på papir eller web.

En central pointe fra udvalgets undersøgelser er, at forskellen på medieforbruget mellem de unge fra 15 til 25 år og de midaldrende på over 40 år er meget stor - ikke mindst på tv- og radioområdet. Det vidste vi dog godt i forvejen, så de centrale spørgsmål er imidlertid: Hvordan og på hvilke måder? Med hvilke konsekvenser?

Udvalgets analyser af tv-forbruget

I rapportens indledende analyser af det nuværende danske mediebillede og af de mønstre i medieforbruget nu og de kommende år, som ligger til grund for udvalgets fem scenerier for fremtidens public service, oplyses det, at segmentet af danskere over 40 år i gennemsnit ser tv og video i 3 timer og 53 minutter dagligt. 3 timer og 30 minutter om dagen går til tv, mens de 23 resterende minutter er til video. Af de tre en halv time er kun 23 minutter streamet indhold fra steder som dr.dk, TV2 Play, Netflix og YouTube. 1 time og 17 minutter bruger de mere end 40-årige danskere på tv fra licensfinansierede DR, resten af tv-seningen er TV 2’s kanaler og de mange kommercielle tv-kanaler.

Som forventet er det helt anderledes med de unge mellem 15 og 25 år. Denne befolkningsgruppe på ca. 800.000 bruger "i gennemsnit 3 timer og 19 minutter på tv- og videoindhold om dagen. Af det samlede forbrug udgør streaming 2 timer og 6 minutter, samlet udgør anvendelsen af DR ca. 22 minutter af målgruppens tid forbrugt på billedindhold". De unge opsøger hovedsageligt internationale indholdsleverandører som Facebook, Netflix, YouTube, HBO og Vice på tv-og videoområdet.

Public service-udvalget bruger blandt andet disse markante forskelle til at konkludere, at der er en stor generationskløft i medieforbruget, og rapporten indeholder en central konklusion om, at det er klart forskellige indholdstyper og platforme, der skal til for at sikre begge aldersgrupper i samfundet public service-indhold af kvalitet. De lidt ældre er fortsat til flow tv og radio i betydeligt omfang.

Generationskløft gøres større

Min pointe er dog, at generationskløften bliver gjort større, end den i virkeligheden er, fordi ’second screen’-brugermønstret ikke er tænkt tilstrækkeligt nuanceret ind.

I de knapt fire timer om dagen, som de mere end 40-årige har tv-apparatet tændt, sidder vi jo ikke og ser, koncentreret. Der er opstået et markant ændret brugermønster under tv-seningen også blandt de meget voksne. Fjernsynet kører måske nok aftenen lang, også i offentlige rum, men det gør tableten og mobiltelefonen også. En del af os læser flere aviser på papir og web samtidig med, at vi ser f.eks. Champions League-fodbold. Vi finder uddybende fakta til det, der kører i tv’et, på Google og Wikipedia. Vi tjekker sms’er og svarer på mail under TV Avisen.

Mange midaldrende danskere ser givetvis fortsat flow-tv på gammeldags måde, men der er også rigtigt mange, der ikke gør. Også 40+-generationerne har efterhånden et digitalt, socialt og mobilt medieforbrugsmønster koblet til tv og radio, som er helt anderledes, end der var for bare 10 år siden, lignende det de unge har.

Forskellen mellem generationerne er efter min opfattelse ikke så store, som streaming-adfærden tyder på.

Hvad er så udfordringen?

Dette samtidige medieforbrug på flere platforme rejser nogle spændende udfordringer for indholdsproducenterne og for flow-tv fra public service-stationerne. De kan ikke opfylde deres formål, hvis de mere og mere bliver til et tapet på væggen.

Inden for den tidsperiode på 10 år frem, som er rapportens horisont, vil der sandsynligvis være en markant efterspørgsel efter indhold, programmer og berettermodeller for tv og radio, der reelt inddrager flere platforme på en gang. Som en integreret del af nyheden eller tv-fortællingen og for at optimere tv- og radio-indholdets gennemslagskraft i sync med brugernes adfærd. Denne produktion af "second screen-indhold" er så småt i gang i eksperimenterende form, men vi skal i Danmark have gang i meget mere af det, ellers løber de enorme udenlandske mediekoncerner bare med det - også.

Nu kan jeg forestille mig, at kritikere af min observation og pointe vil sige, at den er udokumenteret, at der ikke foreligger videnskabelig evidens for omfanget og betydningen af "second screen-udviklingen". Det er mig bekendt også rigtigt. Dog findes der en del faglige artikler og udviklingsprojekter, som håndterer og diskuterer udfordringen herhjemme og ikke mindst i udlandet. De kunne have været inddraget i Public service udvalgets rapport.

Til en sådan kritik vil jeg desuden sige, at netop derfor burde Public service udvalget have sat en hurtigtarbejdende forskergruppe i gang med at udrede seernes, lytternes og klikkernes forbrug af flere platforme og medier på samme tid, både i form og indhold. På samme måde som udvalget igangsatte flere andre vigtige udredninger.

Problematikken er og bliver så central i det kommende tiår, at den i hvert tilfælde skulle have været italesat i "Public service de næste 10 år" med en anden vægt, end den har fået.