To års arbejde i Kulturministeriets Public service-udvalg under Connie Hedegaards ledelse er bragt til ende. Vi har i udvalget barslet med fem scenarier for, hvordan fremtidens offentligt støttede medielandskab kan se ud ti år frem.

Opdraget var, at vi ikke i rapporten måtte mene noget, men klinisk skulle kigge på håndtag, som politikerne kan skrue på.

I vores præsentation for både kulturministeren og kulturordførerne glædede jeg mig over stor lydhørhed og ærlig interesse for at forstå ganske komplekse problemstillinger. Folkestyret er bedre end dets ry, og politikerne arbejder hårdere med at løse svære dilemmaer, end mange tror.

Må nu mene og synes

Med ophøret af udvalget har vi samtidig sat hinanden fri til at synes og mene. Mine tre vigtigste konklusioner fra 18 møder og talrige baggrundsnotater, rapporter og tal i udvalget er følgende:

For det første: De livsvigtige private publicistiske medier i Danmark - især dagbladene - er under faretruende pres - ikke fra DR, som de ellers har rettet alt skyts mod, men primært fra Facebook, Google, Youtube and andre andre hybrider mellem IT og medier, som i forskellige grad baserer sig på skattelykonstruktioner, bl.a. Bermuda som for Googles vedkommende, og kun betaler begrænset skat, hvor deres tjenester anvendes.

Annoncekronerne, der i århundrede har finansieret dansk publicisme, hagler ud af landet i foruroligende kaskader og giver dermed markant færre midler til uafhængig, kritisk journalistik. Det er alarmerende og får betydning for, hvem vi er som folk i løbet af få årtier. Det er vores alles åndelige ernæring, der er på spil. Ikke de få priviligeredes, men de manges.

Foreslår stor pulje

For det andet: DR er afgørende for at ernære os alle med dansk sprog, kultur, drama, upartiske nyheder og oplysning, debat, sammenhængskraft, integration, udsyn og kalorier, som markedskræfterne ikke kan tjene på.

At slå DR ned hjælper ingen private medier. Faktisk viser tallene modsat, at stærke offentlige public service medier som BBC og DR gør befolkningen mere interesserede i politik, samfundsforhold og "uddanner" kunder til dagbladene og de private medier - altså de kalorierige af slagsen.

Løsningen på de privates trængsler er en gennemgribende reform af mediestøtte og licensmidlerne, så der lægges flere midler i en ny slagkraftig public service-fond, som kan søges af små og store private, publicistiske aktører og skabe endnu mere mangfoldighed. Fonden må have en betydelig størrelse. De nuværende 46 mio. kr. i public service-puljen forslår meget lidt. Pengene må komme fra en reform af al eksisterende mediestøtte, herunder dagbladenes momsstøtte og licensen.

En anden del af løsningen er, at DR kommissionerer mere fra private indholdsudbydere, herunder dagbladene. Hvorfor egentlig ikke?!

Stor generationskløft

For det tredje: Kløften i medievaner mellem de moderne mediebrugere - online og on-demand - og de traditionelle brugere - printaviser og flow-tv - vil bestå mindst en generation endnu - måske to - og enhver ny mediepolitik må tage det hensyn og sikre begge lejre.

Man må både sikre de traditionelle platforme, sikre et stærkt DR - omend det med fordel kan ommøbleres på mange måder - og sikre private publicisters overlevelse, måske ligefrem vækst. Herunder et skud vitaminer til  mangfoldigheden med øget privat public service-produktion.

Lad alt støttet indhold være platformsneutralt og uden rettighedsbegrænsninger, og opret en ny national indholdstjeneste for alt public service-indhold, som modtager offentlig støtte på tværs af offentlige og private. Der er mere end nogensinde brug for både DR, dagbladene og nye private medievirksomheder, der vil public service. Dette er ikke et nulsumsspil. Og det er afgørende for vores kulturelle ernæring som nation, at der findes gode balancerede løsninger.

Udviklingen i udvalgte annonceomsætningsandele, fortrinsvis internettet og dagblade fra 2006-2015