Engang var voksne bekymret, fordi børn og unge så for meget fjernsyn og læste for lidt. Nu er bekymringen, at de ser for lidt fjernsyn og bruger for meget tid på digitale platforme. Hvem ved, hvad voksne vil bekymre sig om i fremtiden. At den kommende generation spiller for lidt computer?

Public Service-udvalgets rapport som udkom i mandags slog fast, at de danske mediers manglende tag i yngre målgrupper er en af branchens største udfordringer. Det er nemt at dokumentere med statistik over de unges brugeradfærd.

Se eksempelvis denne figur fra rapporten, som viser forskellen på hvordan yngre og ældre prioriterer traditionel tv-sening og streaming på nettet.

Fra Public service-udvalgets rapport, side 30.

 

Eller denne figur, som giver et billede på, hvilke apps børn med indhold af tv, film og video foretrækker:

 

Fra Public service-udvalgets rapport, side 31.

Rapporten omtaler situationen som en generationskløft, som kun ser ud til at eskalere de næste ti år, hvis ikke public service-medierne får fat på de unge ved at lægge deres strategier om. Det er TV 2-regionerne ’rystede over’.

Hvordan konklusionen kan komme bag på nogen i nyhedsbranchen, er mig lidt en gåde. Journalister bliver jo dygtigere og dygtigere til at målrette deres indhold til netop det segment, de ønsker at ramme. Og da kun ganske få medier herhjemme sigter efter de unge (jeg tænker her på Metroxpress og Vice), er det ikke kun et spørgsmål om distributionsplatforme. Det stikker dybere – det handler om indhold.

Børn vokser i dag op som mediebrugere med evig adgang til det indhold de nu kunne tænke sig. De er groet sammen med deres mobile devices, hvis apps, styresystem og sociale netværkstjenester kender dem bedre end deres egne forældre gør. I dannelsen af børn og unge som mediebrugere, er forældre og lærere stillet på sidelinjen som afmægtige voyeurister.

Børn og unge vokser op med evig adgang til det indhold, de nu kunne tænke sig. Meme og foto: Aslak Gottlieb

Der kommer vi til at stå længe, uden at kende konsekvenserne for den måde, vi har opbygget vores demokrati omkring oplysning, debat og ytringsfrihed på. Medmindre medierne melder sig som seriøse spillere på banen.

Som fellow på SDU’s Center for Journalistik ’15-’16 undersøgte jeg gennem forsøg og fokusgrupper sammen med blandt andre Altinget og Fyens Stiftstidende teenageres relation til nyheder. Der tegnede sig et billede af 1) målgruppen ikke føler sig talt til af de etablerede nyhedsmedier, men samtidig 2) at deres interesse for nyheder kan stimuleres gennem formidlingsgreb og tilpassede kriterier for stofudvælgelsen.

Elever fra 10. klasser på Fyn var de primære forsøgspersoner i Aslak Gottliebs journalistiske fellowship på SDU. Foto: Aslak Gottlieb.

Det lykkedes at engagere de unge i fokusgruppen ved at lave historier, som journalister og studerende formidlede med en overbygning på nyhedskriterierne, som jeg har valgt at kalde engagementskriterierne. Metoden var inspireret af Metroxpress’ arbejde med sociale nyhedskriterier. Den betyder ikke, at man erstatter de traditionelle væsentlighedskriterier. Men at man som journalist bruger kriterierne som en slags maske, der hjælper med at berige historien ved at se dem igennem målgruppens optik.

Humor for eksempel i form af GIF’er og ’skævt’ rubriksprog viste sig at være et godt stilistisk greb, som Altinget i et tilfælde med succes brugte til at fortælle en meget kompleks historie om det nye tilskudssystem i DUF. I øvrigt en historie, som de fik god respons på også fra deres sædvanlige, voksne læsere.

Inspireret af den franske udgiver af tre avistitler til børn og unge, Play Bac Presse, inddrog de journaliststuderende på SDU 10. klasse eleverne i tv- og radioproduktionen fra pitch til produktion. Det virkede godt, at have fysiske repræsentanter for målgruppen med på sidelinjen som en slags aktive sandhedsvidner i alle dele af den redaktionelle proces.

Jourhavende på teenageavisen l’actu fra den franske udgiver Play Bac Presse pitcher historier for en af de fokusgrupper, som på redaktionen minimum ugentligt deltager i efterkritik, ideudvikling og selektion. Foto: Aslak Gottlieb

Set i det lys, skal nyhedsbranchen hilse Public service-udvalgets rapport velkommen. Den påpeger nogle generelle udfordringer, men omvendt understreger den også det potentiale der ligger i, at de unge er er digitalt indfødte, som mestrer digitale teknologier før de smider bleen.

Public service-rapporten bør give anledning til, at forskning og undervisning i yngre målgruppers digitale brugeradfærd på journalistuddannelserne prioriteres højere end hidtil. I samarbejde med branchen og brugerne i fokus.

Til mediecheferne vil jeg anbefale at fokusere på indhold. En tjeneste som Snapchat er kun tre år gammel og har i flere lande blandt unge overhalet Facebook. Vi ved ikke hvilken social tjeneste eller app, de unge foretrækker om bare kort tid. Indholdet er derfor afgørende, for at nyhedsmedierne skal være journalistisk operationelle, når nye platforme og tjenester boomer blandt brugerne.

Min bekymring er således ikke, at de unge fravælger tv. Men snarere på, om aktørerne i branchen er villige til at bringe de nødvendige ofre og komme hurtigt nok ud af komfortzonen.

Som konklusion på Public service-rapporten kunne man passende med dyb domptørstemme at afrunde med ”… og det kan kun gå få langsomt!”.