Medie: Slag om Premier League giver historisk høj pris

Normalt afgøres de helt store slag i fodboldverdenen på grønsværen. Men i disse dage udkæmpes et kæmpe slag uden for banen.
Udbuddet på tv-rettighederne til verdens kommercielt største fodboldliga, den engelske Premier League, fra sæsonen 2016/17 og tre år frem åbner nemlig i dag. Og allerede nu tyder alt på, at den indædte konkurrence blandt nogle af verdens største tv-selskaber presser prisen op i et historisk højt niveau, skriver The Guardian.
Ifølge en analyse fra den schweiziske bankgigant kan rettighederne ende på en pris på svimlende 43 mia. kr. for de tre sæsoner. I forvejen er Premier League-rettighederne landt de dyreste. Den seneste budrunde, der gjaldt tre sæsoner fra 2013-14, 2014-2015 og 2015-2016, indbragte omkring 30 mia. kr. i alt, og Sky betaler omkring 7 mia. kr. for live-rettigheder til 116 af de i alt 154 kampe i Premier League-sæsonen.
Med i kampen om de næste tre års rettighederne er naturligvis Rupert Murdochs Sky, der har hovedrettighederne, men også deler dem med British Telecom (BT). I år bliver det med konkurrence fra amerikanske Discovery og Qatar-ejede BeInSport ifølge The Guardians oplysninger.
Discovery har investeret stort i at udvide på det europæiske marked de seneste år med opkøbet af SBS i Skandinavien for omkring 10 mia. kr. samt den franske sports-tv koncern Eurosport.
I Skandinavien er det MTG og SBS Discovery, der sidder på Premier Leagues live-kampe, ligesom de to deler rettigheder til den danske Superliga med MTG som primær rettighedshaver.
Relaterede artikler:
SBS Discovery dropper SBS
For abonnenter
Dansk budkrig om Premier League-rettigheder i Q2
For abonnenter