Aftonbladets web-tv-satsning slår rekord på mobil og tablet

Avisens web-tv-satsning tiltrak i sommermånederne flere seere end nogensinde på mobil og tablet. Successen kan også mærkes kommercielt.

Den svenske avis Aftonbladet satser stort på web-tv, og efter en nyhedstung sommer med bl.a. terrorangreb i Europa og kupforsøg i Tyrkiet kan avisen konstatere, at flere seere end nogensinde følger med på mobil og tablet. Det skriver avisen på sin hjemmeside.

Juli blev den bedste måned nogensinde på mobil og tablet og den næstbedste totalt for web-tv-satsningen, mens 15. juli, som var dagen for kupforsøget i Tyrkiet og dagen efter terrorangrebet i Nice, blev den dag med flest seere nogensinde. Derudover er andelen af besøgende, der så mindst et videoklip, steget på alle platforme.

I alt blev der trykket play på 42 mio. videoklip i juli på tværs af mobil, tablet og computer. Det er det næsthøjeste nogensinde og omkring 2 mio. videoafspilninger fra rekorden, som indfandt sig i november 2015.

"Vi har arbejdet hårdt på at forbedre oplevelsen på mobiltelefoner. Det er sjovt at se, at det arbejde betaler sig," udtaler Lotta Folcker, direktør for Aftonbladet TV, på avisens hjemmeside.

Successen kan også måles kommercielt. Ifølge analysevirksomheden MMC, der laver uafhængige målinger af reklamevisninger på webtv i Sverige, havde Aftonbladet den største reklameandel med hele 35 pct. i sommermånederne.

"Reklamemarkedet er normalt kølet ned i løbet af sommeren, men med de indsatser, der er lavet, har vi formået at vende udviklingen. Resultatet er, at vi hele tiden tiltrækker nye annoncører, og de ser en klar effekt af deres reklamer," siger Anders Wallner, salgschef i Aftonbladet TV.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også