Forsker: Facebook redigerer vores virkelighed

Facebook kontrollerer mange af informationerne, som brugerne får. Derfor bør vi undersøge, hvordan det sociale medie redigerer virkeligheden, mener forsker.
Foto: Kay Nietfeld/AP/Polfoto
Foto: Kay Nietfeld/AP/Polfoto

Med 1,6 mia. månedlige brugere, der får en stor del af deres nyheder fra det sociale medie, spiller Facebook en central rolle, når det kommer til at kontrollere information.

Derfor skal vi i højere grad til at interessere os for de usynlige magtstrukturer på Facebook, der bestemmer, hvad brugerne får at se i deres feeds på det sociale medie.

Det siger ph.d. og forsker i digitale teknologier og data på Copenhagen Business School Mikkel Flyverbom til Politiken i kølvandet på afsløringen af Facebooks brug af redaktører til at udvælge de mest populære historier på det sociale medie under funktionen ”Trending Topics”.

»Denne sag viser noget, vi har overset. Det handler ikke bare om, at de har mange penge og kan opkøbe det, de vil, om deres skattebetaling og så videre; de spiller faktisk en helt fundamental rolle i forhold til at kontrollere information: Det er dem, der står for at vise os, hvad der er vigtigt, og hvad vi skal holde øje med. Det er dem, der redigerer vores virkelighed, og det er her, vi mangler at forstå deres magt«, siger Mikkel Flyverbom til Politiken.

Forskeren håber, at sagen med Facebooks brug af de såkaldte nyhedskuratorer vil sætte fokus på, at der i de digitale sfærer foregår samme udvælgelse af historier som på en traditionel avis.

Selv algoritmerne, der står for at fremhæve eller frasortere bestemt indhold på Facebook, er programmeret af mennesker, så de følger bestemte udvælgelsekriterier, men disse er i vidt omfang ukendte for brugerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også