Danske Medier i hård kritik af 3's adblocker-planer

Teleselskabets adblocker-planer kan være et brud på princippet om netneutralitet og kan ende med opdele forbrugerne i et A- og B-hold, lyder kritikken fra Danske Medier.
Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv
Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv

De private mediers interesseorganisation, Danske Medier, stiller sig kritisk over teleselskabet 3's planer om indføre en adblocker-funktion på sine netværk. Det meddeler Danske Medier i en pressemeddelelse.

”Danske Medier finder det stærkt bekymrende, såfremt teleselskaber filtrerer kommercielt indhold fra, inden det når forbrugerne," udtaler Allan Sørensen, digital chef i Danske Medier, i meddelelsen.

3 vil i første omgang give sine kunder i Storbritannien og Italien mulighed for at slippe for annoncer. Næste skridt bliver at udvide funktionen til 3’s netværk i andre lande. I Danmark overvejer 3 også at indføre blokering af mobilannoncer for selskabets 1,1 mio. mobilkunder, sagde PR- og kommunikationschef i 3 i Danmark, Rikke Juul Hansen, tidligere på dagen til Finans.

Ifølge Danske Medier kan 3's planer, som endnu ikke er kendt i sin endelig form, være på kant med loven.

"Det er klart, at vi som publicister vil holde et vågent øje med lovligheden i sådanne tiltag. Grundlæggende er der tale om et brud på princippet omkring netneutralitet, hvis teleselskaberne indtager en gatekeeper-rolle og automatisk frafiltrer lovligt indhold," siger Allan Sørensen.

Frygter A- og B-hold

Ifølge 3 ligger der tre årsager bag tiltaget. For det første bliver kunder tvunget til at betale for dataforbrug, når reklamer bliver vist på mobilen. Det bør annoncørerne betale for, mener 3. For det andet høster nogle annoncer data om mobilbrugerne uden deres viden, og for det tredje bør brugerne kun modtage reklamer, som er relevante, og som ikke ødelægger deres brugeroplevelse på mobilen.

Danske Medier mener dog ikke, at tiltaget er i forbrugernes interesse.

"Selvom det umiddelbart kan fremstå som et attraktivt tilbud til brugerne, skal man forstå, at konsekvensen heraf bliver, at brugerne vil skulle betale for adgang til det samme indhold, som de ellers vil have fri adgang til," udtaler Allan Sørensen.

Han frygter, at medierne bliver nødt til at udelukke brugere, som anvender adblocker, og dermed vil internettet blive opdelt i et "A- og B-hold uden lige adgang for alle", mener han.

"Fordyrende mellemled"

Danske Medier mener samtidig, at 3's motiv for at indføre funktionen udelukkende er at tjene penge ved at fungere som et "fordyrende mellemled".

"Ligesom udbydere af andre former for adblockere, så er det tydeligt, at det pågældende teleselskab ikke har tænkt sig at introducere funktionen som en gratis service, men i høj grad blot vil tage sig betalt for at lukke de annoncører igennem," udtaler Allan Sørensen, der dog ikke kender funktionen i sin endelige udformning.

Han kalder forretningsmodellen "usund" og mener ikke, at den bibringer nogen reel værdi til markedet.

"Resultatet vil derfor blot være flere penge til teleselskabet og mindre udbud af indhold og tjenester til forbrugerne, hvilket vil være skadeligt for det frie internet, som vi kender i dag”.

3 har ni millioner kunder alene i Storbritannien og Italien. Selskabet vil samarbejde med det israelsk firma Shine om adblock-løsningen. I alt vil 30 mio. kunder på sigt kunne benytte sig af løsningen, oplyser Shine.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også