Microsoft nedlægger salgsafdeling og otte stillinger

Otte stillinger forsvinder i Microsoft Advertising, der har lukket salgsafdelingen i Danmark for at overgå helt til programmatic salg.
Foto: Steven Senne/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Steven Senne/AP/Polfoto/Arkiv

Omlægningen til automatiseret annoncesalg i Microsoft Advertising udløser som forventet store forandringer i organisationen.

Otte stillinger lægges ned sammen med salgsafdelingen. Det bekræfter Microsoft Danmark over for MediaWatch.

”Som et led i vores strategi fokuserer vi nu vores Advertising-forretning med to nye globale partnerskaber med hhv. AOL og AppNexus, som fremadrettet skal varetage salget af annoncering på Microsofts platforme. For Microsoft i Danmark medfører denne organisationsændring, at vi må nedlægge otte stillinger i Advertising-salgsafdelingen, og vi ser lige nu på, hvorledes vi har mulighed for at tilbyde de berørte medarbejdere en anden stilling i Microsoft, ligesom vi står klar med en afskedsordning og proces for, hvordan vi kan hjælpe vores medarbejdere videre,” siger Karin Nicholson Kristensen, HR-direktør i Microsoft Danmark, i en udtalelse til MediaWatch.

Direktør-stilling forsvinder

I begyndelsen af sommeren meddelte Microsoft, at det annoncesalget på Microsoft-produkter som MSN, Skype eller søgemaskinen Bing, overgår helt til programmatic i 10 lande, herunder Danmark.

I stedet kaster teknologiselskabet det kommercielle salg over på computeren og den digitale markedsplads, Appnexus, der står for Microsofts programmatic-gren i 39 lande.

”Vi har desuden indgået en aftale med en gruppe af medarbejderne fra Advertising-forretningen om at varetage overleveringen til AppNexus, så vi i fælleskab kan sikre, at vores kunder får en god oplevelse i overgangsfasen,” siger Karin Nicolson Kristensen.

Ændringerne berører også nordisk direktør for Microsoft Advertising, Ulrik Krag, hvis stilling også forsvinder. Hvorvidt han fortsætter i Microsoft Danmark i en anden rolle, har koncernen ingen kommentarer til.

EB: Udgør en femtedel

I Norge har Microsoft også gennemført ændringer og lukket salgsafdelingen og nedlagt seks stillinger, skriver Dagens Næringsliv (DN) i dag.

Blandt de danske medier har det automatiserede salg også gjort sit indtog. På Ekstra Bladet står det i dag for ca. 20 pct. af omsætningen - mod ingenting for to år siden.

Mens Microsoft har taget konsekvensen af udviklingen, har Ekstra Bladet dog ingen planer om at gå samme vej.

"Det er svært at sammenligne Microsofts produkter med Ekstra Bladets. Vi har nogle lidt mere komplicerede produkter, som ikke umiddelbart kan overføres til programmatic," sagde annoncedirektør Peter Strøhemann, Ekstra Bladet, for nylig til MediaWatch i forbindelse Microsofts kursændring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også