Krak-ejer i fyringsrunde

Svenske Eniro, der bl.a. står bag Krak og De gule sider, skærer 16 stillinger i Danmark som led i en større sparerunde, der i alt nedlægger 70 jobs.
Foto: Jens Panduro/Polfoto/Arkiv
Foto: Jens Panduro/Polfoto/Arkiv

Den svenske koncern Eniro, der er specialiseret i søgetjenester online, nedlægger 16 stillinger i Danmark.

Det oplyser Eniro Danmark i en meddelelse.

Fyringerne sker som et led i en større sparerunde, der i alt nedlægger 70 stillinger i Danmark, Norge, Polen og Sverige. Det skal give en samlet besparelse på 50 mio. svenske kr. (godt 40 mio. dkk).

Samtidig vil Eniro centralisere arbejdet i Sverige og Polen for at opnå effektiviseringer.

"Det er altid uheldigt at skulle afskedige ansatte, men vi skal blive endnu mere effektive," siger Stefan Kercza, fungerende adm. direktør for Eniro, i en pressemeddelelse.

"Vi arbejder i et stærkt konkurrencepræget marked, og har brug for korte leveringstider til at skabe nye tilbud til vores brugere og kunder."

Ud af de 16 danske stillinger, som nedskæringerne koster i Danmark, vil 10 medarbejdere blive tilbudt at flytte til et nyt servicecenter i Malmø. Eniro Danmark vil efter besparelserne beskæftige cirka. 340 medarbejdere i Danmark, oplyser selskabet.

Afsløring af regnskabsrod

Afskedigelsesrunden kommer kort efter afsløringerne af regnskabsrod i toppen af Eniro-koncernen, der har fået koncernledelsen til at politianmelde den tidligere svenske koncerndirektør, Johan Lindgren.

Ifølge Eniro drejer sagen sig om talgymnastik for 47 mio. kr. sidste år og 23 mio. kr. i år. Afsløringerne skete knap to uger efter, at Johan Lindgren forlod selskabet og overlod roret til danskeren Stefan Kercza, der kom fra en stilling som topchef for Eniro Danmark.

Sagen fik efterfølgende Eniro til at nedjustere forventningerne til driftsresultatet i 2014 med 150 mio. sek.

Samtidig blev Johan Lindgrens fratrædelsesordning, der inkluderede et gyldent håndtryk på 20 mio. sek. annuleret. 

Ifølge Eniro Danmark er den aktuelle fyringsrunde dog ikke en direkte konsekvens af sagen, men en effektiviseringsøvelse i et digitalt marked med hård konkurrence og højt udviklingstempo.   

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også