Tv2.dk og Eb.dk lægger arm i brugerkamp

Eb.dk har mast sig ind foran broadcast-kæmpen Tv2.dk og Bt.dk i den kontinuerlige kamp om de helt store brugertal og online-reklameindtægter.

Kampen om de helt store brugertal og danske reklameindtægter udkæmpes i toppen af Danske Mediers hitliste over de mest brugte websider.

Den aktuelt mest besøgte kommercielle danske platform er Eb.dk, der i februar tiltrak1.461.000 brugere. Dermed cementerer Ekstra Bladet tendensen gennem flere år, at man kan mase sig op på et højere niveau end broadcast-kæmpen TV 2, som tidligere omtalt på Mediawatch.

 Tv2.dk er gradvist faldet ca. syv pct. siden februar 2010 til 1.329.000 brugere i februar 2013 - mens eb.dk i perioden er vokset med ca fem pct.

Den tredjestørste redaktionelle aktør findes længere nede i rækken på en ottendeplads. Bt.dk kan hente 909.000 brugere, der er et lille fald fra samme måned i 2012 og 2011, men på niveau med 2010.

Tab af varelager

Mediabureauerne følger ikke mediesites på samme måde som den evige daglige krig om seertal mellem tv-kanaler og programmer, men kampen om en kommerciel  topplads er ikke uvæsentlig:

“Der er selvfølgelig et element af prestige i at klare sig bedst i toppen af brugerlisten,” siger digital director,  Morten Munk-Hansen, fra mediebureauet Maxus. 

“Men det er alvorligt nok for Tv2.dk at tabe brugere mod Eb.dk, for færre brugere betyder direkte vigende varelager. På den anden side demonstrerer udviklingen og februar-tallet, at Tv2.dks relancering er helt rigtig,” siger Morten Munk-Hansen, med henvisning til Tv2.dk's relancering 1. marts, hvor mere nyhedspuls og underholdningsstof i ny indpakning skal løfte sitets brugertal. Effekten af den relancering vil først for alvor kunne måles om noget tid, siger chef for TV 2 Digital, Anders Refnov:

“Vi har søsat vores nye strategi i begyndelsen af marts. Den er ved at blive implementeret, og der vil gå nogle måneder inden vores kommende webtv- og underholdningsredaktion kommer i luften. Så vi har tålmodighed. Resultaterne skal nok komme.”

Størrelse er lig med indtægter

Ud over markedsposition, så spiller størrelse og antal brugere også en stor rolle for det kommercielle produkt, man kan tilbyde annoncørerne, siger mediebureauet MEC’s digitale direktør Anders Laursen:

"Størst mulig brugervolumen på Eb.dk og Tv2.dk betyder, at de kan nyde godt af de stigende krav til segmentering af online-kampagner. Med stor volumen følger mange brugere, også nede i de attraktive segmenter, og det er penge værd,” siger Anders Laursen, der mener, at konfrontationen mellem Eb.dk og Tv2.dk forløber "logisk".

"Af de to har Eb.dk været tro mod sit format og brand i alle årene. Det belønnes af brugerne. Desuden vil jeg hævde, at TV 2-hovedkanalens tab af styrke i de seneste 3-4 år, påvirker Tv2.dk mere, end vi umiddelbart tror,” siger han.

Bt.dk's placering lidt længere nede i rækkefølgen, siger MEC, ser heller ikke ud til at udfordre Eb.dk for alvor, siger MEC:

“Vi må konstaterere, at Bt.dk er oppe mod en stærkere konkurrent i kategorien, og at Eb.dk indtil videre har vundet positionen som danskernes førstevalg, når det gælder rollen som “frikvarters-site”,”  siger MEC’ Anders Laursen.

Ufuldstændigt billede

Billedet af de tre sites indbyrdes armlægning er dog stadig ufuldstændigt. Brugernes læsning af medierne på mobile platforme samles ikke op i Danske Mediers opgørelse. Mediemarkedet drømmer fortsat om ét fælles nettotal for brugere på web og mobil.

"Mobile brugertal er så at sige en del af  “oplagstallet” på Tv2, eb.dk og de andre, så det er ærgerligt, at det element ikke er med,” siger Anders Laursen.

Webtal: Top 50 februar 2013 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu