Online annonceomsætning steg i 2020 - men ikke for de nationale medier

Det samlede digitale annoncemarked steg i 2020 trods coronakrisen. Den kollektive fremgang dækker dog over et fald i annoncesalget for de nationale medier.

3,3 pct. steg den samlede danske online annonceomsætning med i 2020. Det viser den årlige online markedsstatistik, som Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation står bag.

Det svarer til en fremgang i markedet på 282 mio. kr., oplyser parterne i en pressemeddelelse. Det sender det samlede online annoncemarked op på knap 8,83 mia. kr.

Coronakrisen tog toppen af væksten i markedet, der var omtrent halveret i forhold til 2019, hvor den digitale annnonceomsætning steg med 557 kr. svarende til 7 pct. Væksten i 2018 lød på 9,6 pct. eller 700 mio. kr.

Væksten i coronaåret dækker dog over interne forskydninger, hvor bl.a. Facebook oplevede tocifrede vækstrater, mens de nationale medier så deres digitale annonceomsætning falde fra 2019 til 2020, oplyser parterne.

"Det er første gang at forskellen mellem danske medier og techgiganter så tydeligt har forskellige udviklingstendenser. Bl.a. løber Facebook med hele væksten i display," skriver analysechef i Danske Medier, Thomas Gynild, i en mail til MediaWatch.

Mindre vækst

De danske mediers digitale annonceomsætning ser dog ud til at holde bedre stand end omsætningen fra printannoncer under krisen, hvor bunden af annoncemarkedet blev slået ud i foråret 2020 i forbindelse med den første nedlukning, der satte store dele af aktiviteterne i samfundet på pause på grund af coronakrisen, lyder det.

De forskellige mediekategorier klarer sig "meget forskelligt", oplyser parterne.

Både Display og Søgeord var i vækst med en stigning på 5 pct., mens Permission Marketing og Markedspladser faldt med hhv. 3 og 7 pct. - sidstnævnte blev trukket ned af fald i salget af jobannoncer, mens boligannoncer trak op.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også