Anklagemyndigheden kræver højere straf til tys-tys-kilden

En af Se og Hør-sagens hovedpersoner har allerede anket sin straf til landsretten, men nu vælger anklagemyndigheden at kontraanke.
Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
RITZAU

Anklagemyndigheden kontraanker dommene over to af de dømte i sagen om Se og Hørs tys-tys-kilde. 

Tys-tys-kilden Peter Bo Henriksen selv oplyste allerede på dagen for dommen, at han ville anke afgørelsen. Han blev idømt en straf på et år og seks måneders fængsel. 

Anklagemyndigheden kontraanker desuden dommen over en af de journalister, der blev dømt. Kasper Kopping har meddelt, at han ikke anker. 

Den anden dømte journalist, Ken B. Rasmussen, har ikke offentliggjort sin beslutning. Derfor tyder alt på, at det er hans dom, der nu skal afgøres i landsretten.

"De to, som har anket, de fik ikke den straf, som der var nedlagt påstand om. Derfor vil vi lade landsretten se, om det ikke er til skærpelse," siger Mikkel Thastum, kommunikationschef for anklagemyndigheden.

Almindeligt at kontraanke

Ken B. Rasmussen blev idømt fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste. Anklagemyndigheden havde krævet ubetinget fængsel i otte-ti måneder.

Tys-tys-kilden fik den hårdeste straf på halvandet års fængsel, men anklagemyndigheden havde krævet ubetinget fængsel i op til tre år.

Det er almindeligt, at anklagemyndigheden kontraanker til skærpelse, hvis den dømte anker dommen. 

Ingen af de øvrige dømte, herunder to tidligere chefredaktører på Se og Hør, har valgt at anke deres domme.

Det var Ken B. Rasmussen, der skrev bogen "Livet, det forbandede", hvor det blev beskrevet, hvordan en tys-tys-kilde fodrede ugebladet med oplysninger om kendte ud fra deres brug af kreditkort.

Kilden solgte fra maj 2008 til 2012 oplysninger om 135 kendisser, hvilket han ifølge anklagemyndigheden tjente mindst 430.000 kroner på.

Dommen blev afsagt i Retten i Glostrup 24. november.

/ritzau/

Journalist accepterer dom i Se og Hør-sag

Tidligere chefredaktør anker ikke Se og Hør-dom

Qvortrup vælger fængsel - anker ikke dom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også