Tidligere chefredaktør anker ikke Se og Hør-dom

Foreløbig har kun tys-tys-kilden, der leverede oplysninger til Se og Hør om de kendtes kreditkort, anket.
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Foto: Jens Dresling/Polfoto

Tidligere chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen anker ikke sin dom i Se og Hør-sagen, oplyser flere medier. 

I sagen om bladets brug af den såkaldte tys-tys-kilde blev Kim Henningsen idømt et års betinget fængsel med vilkår om 200 timers samfundstjeneste.

Da dommen faldt i Retten i Glostrup for halvanden uge siden fik tys-tys-kilden den strengeste straf på halvandet års ubetinget fængsel for mod betaling at levere kreditkortoplysninger om kendte og kongelige til Se og Hør. 

Han ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

Den ligeledes tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup blev idømt et år og tre måneders fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones, mens resten er gjort betinget mod vilkår om 200 timers samfundstjeneste. Henrik Qvortrup meddelte for få dage siden, at han ikke vil anke dommen.

De to menige journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen blev begge idømt fire måneders betinget fængsel og skal hver udføre 100 timers samfundstjeneste. De har begge til torsdag til at overveje, om de vil anke.

Også anklagemyndigheden har mulighed for at beslutte at føre sagen videre til Østre Landsret.

Den tidligere konstituerede chefredaktør Per Ingdal blev som den eneste frifundet.

I en tilståelsessag i august er de tidligere Se og Hør-chefer Kim Bretov og Lise Bondesen hver idømt seks måneders betinget fængsel mod udførelse af 120 timers samfundstjeneste.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også