"Presselogen" får ny redaktør

Et af TV 2 News’ mest sete magasinprogrammer får ny redaktør, der fremover skal holde styr på danske mediers udfordringer i "Presselogen".
Louise Kjær Nielsen | Foto: PR/TV 2
Louise Kjær Nielsen | Foto: PR/TV 2

Da søndagens udgave af "Presselogen" på TV 2 News rullede over skærmen, var det første gang med Louise Kjær Nielsen i redaktørstolen.

Hun skal fremover lægge linjen, når nyhedskanalen sætter spot på ugens gang i medieverdenen i "Presselogen". Dermed er udsendelsen i sikre hænder, lyder det fra chef for magasinprogrammerne på TV 2 News, Arne Notkin, i en pressemeddelelse.

"Louise er en erfaren nyheds-praktiker, der som redaktør på News har skullet træffe talrige hurtige etiske beslutninger. Hun er af egen avl. Hun er vokset op på TV 2 Nyhederne og har foldet sig ud på News, og hun er valgt, fordi hun er en dygtig redaktør, og fordi hun altid har holdt et vågent øje med vores og andres etiske valg," udtaler redaktionschef Arne Notkin i meddelelsen.

Louise Kjær Nielsen overtager stillingen som redaktør på "Presselogen" fra Dorte Lind, der nu er redaktør for to andre TV 2 News-magasiner, nemlig "Udenfor Borgen" og "Digital dagsorden".

"Presselogen" er ifølge TV 2 på ottende år et af de mest sete magasinprogrammer på TV 2 News, når genudsendelser indregnes.

Magasinet har i 2016 et gennemsnitligt seertal på cirka 150.000, heraf ser en tredjedel, ca. 50.000, første udsendelse, mens de resterende to tredjedele støder til ved genudsendelserne.

Det næstmest sete magasinprogram på TV 2 News er "Besserwizzerne", der i 2016 ses af ca. 125.000 ugentligt - heraf knap 40.000 ved første udsendelse. Endelig er "Tirsdagsanalysen" også blandt de mest populære hos seerne og ses af cirka 105.000 seere alt i alt, heraf cirka 50.000 til første visning, oplyser TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også