MediaWatch

TV 2 vender minus til plus på hovedkanal

Både reklame- og abonnementsomsætning steg for tv-koncernen. Ny sportskanal og dækningen af valget i juni trækker dog overskuddet før skat ned i første halvår.

TV 2 kunne for første gang se regnskabsposten for hovedkanalen gå i plus i 2. kvartal i år. Smertensbarnet, der har givet røde tal igennem mange år, landede i 2. kvartal et overskud før skat på 46 mio. kr. mod -3 mio. kr. året før. I første kvartal var underskuddet 25 mio. kr. i år. For hele første halvår er resultatet 21 mio. kr. før skat mod et minus på 32 mio. kr. i første halvår 2014.

Med til hovedkanalens indtægter i regnskabet hører dog også annoncesalg fra tv2.dk, samt abonnementsindtægter fra streaming-tilbuddet TV 2 Play, der har haft en vækst på 42 pct. i halvåret, skriver TV 2 i halvårsregnskabet, der netop er offentliggjort. Derudover spæder prisstigning på TV 2's hovedkanal til overskuddet.

Til gengæld faldt resultatet for nichekanalerne, der fik et resultat før skat på 66 mio. kr. i 2. kvartal mod 117 mio. kr. sidste år. For hele 1. halvår er tilbagegangen for nichekanalerne næsten 100 mio. kr., fra 198 mio. kr. før skat i 2014 til 104 mio. før skat i år. Nedgangen skyldes især lanceringen af TV 2 Sport, det tidligere TV 2 Film, der ligger under nichekanalerne.   

Sport og valg har kostet

Samlet har koncernen haft et halvår med omsætningsfremgang både i abonnements- og reklamesalg. TV 2 så en vækst i reklameomsætning på tre pct. til 624 mio. kr. Abonnementsomsætningen på syv pct. til 656 mio. kr. og trækker altså flere indtægter end reklame. Omsætningen på i alt 1,3 mia. kr. i halvåret var en stigning på 4 pct.

Det samlede overskud for koncernen før skat lander på 93 mio. kr., mens resultatet før skat i 1. halvår 2014 var på 139 mio. kr. Resultatnedgangen skyldes ud over investeringen i TV 2 Sport, dækningen af folketingsvalget i juni, skriver TV 2.

TV 2 havde i 1. halvår 2015 fremgang i seerandel og seertid blandt alle danskere. TV 2-familiens share i målgruppen 20-60 år gik 0,4 procentpoint frem til samlet 35,1 procent. På tv2.dk og web-tv voksede månedlige sidevisninger med henholdsvis 26 procent og 119 procent i forhold til samme periode sidste år, melder koncernen.

"Vi kan se tilbage på et tilfredsstillende halvår, der lover godt for den transformation, vi med den nye strategi (for 2015-2018, red.) nu sætter ekstra kraft bag. Væksten i vores digitale forretning skal modvirke en mere stagnerende udvikling på vores flow-kanaler, og derfor er de digitale vækstrater naturligvis glædelige," siger TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup, i meddelelsen.

TV 2 fastholder forventningerne til 2015 med et resultat før skat på 150-170 mio. kr.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs