
21 drenge og piger fra 5. klasse fra hele landet bruger de sidste dage af deres sommerferie på at tage de første spæde skridt ind i journalistikkens verden.
De er samlet til en indledende "boot camp" i Billund, der har lanceret det i alt 13 uger lange fritidstilbud, der tilbyder journalistisk skoling i børnehøjde. Det skriver initiativtagerne bag uddannelsen, projektet Børnenes Hovedstad, der skal markedsføre Billund, i en pressemeddelelse.
Gennem rollespil, cases og projekter kommer børnene til at stifte bekendtskab med journalistiske begreber som research, interviews og vinkling af stof til forskellige medier og platforme.
Forløbet sker i samarbejde med DR Ultra og Berlingskes børneavis Kids’ News, der bl.a. stiller med praktikpladser og undervisere. Også Syddansk Universitet er involveret i projektet, der skal levere materiale til et forksningsprojekt om børn og medier. Universitet bidrager samtidig med journaliststuderende, der vil fungere som mentorer.