Telekæmper tager Vestager-advarsel med ophøjet ro

Telenor og Teliasonera tror fortsat på, at de får tilladelse til fusionen trods udtalelse fra EU-Kommissionen.
RITZAU FINANS

Den mulige fusion i Danmark mellem Telenor og Teliasonera bliver fortsat drøftet med EU-Kommissionen, hvor de to teleselskaber stadig føler sig trygge ved en godkendelse i løbet af andet halvår 2015.

Det skriver Bloomberg News tirsdag eftermiddag med henvisning til en meddelelse fra teleselskaberne ovenpå en udtalelse fra kommissionen.

Udtalelsen fra EU-Kommissionen, der har danske Margrethe Vestager som konkurrencekommissær, falder som en såkaldt "statement of objections" rettet mod de to selskaber. En sådan udtalelse er ganske ordinær i forbindelse med en fusion, og det virker ikke til at bekymre de to nordiske teleselskaber.

Sent mandag sagde to unavngivne kilder oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at kommissionen i denne uge ville advare teleselskaberne mod de uhensigtsmæssige konsekvenser af en sammenlægning af de danske aktiviteter.

Selskaberne har dog taget advarslen med ophøjet ro, da de fortsat tror på at få tilladelse til fusionen. Selskaberne skriver, at de mener, at fusionen vil være gavnlig for konkurrencen på markedet og de danske forbrugere.

Derudover skriver Teliasonera og Telenor, at selskaberne vil fortsætte en konstruktiv dialog med EU-Kommissionen, så det sikres, at alle bekymringer bliver adresseret.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også